Rådmand fik særbehandling af sin forvaltning kort før valg: »Ekstremt ringe dømmekraft«
Forvaltning fik et døgn til at levere materiale, som rådmand kunne bruge som udspil i valgkampen. Nu anklager politiske kollegaer ham for misbrug af embedsværket.
»HASTER HASTER«
Det skulle gå rigtig hurtigt. Det gjorde direktør for Teknik og Miljø, Henrik Seiding, ganske klart overfor sine underordnede, da han med ovenstående i emnefeltet tirsdag den 11. november sendte dem en ’Høj prioritet’-mail.
I mailen, som avisen har fået aktindsigt i, skrev direktøren, at rådmanden ville have et notat om mulige ombygninger af specifikke trafikkryds i byen.
»FRIST: ONSDAG«, afsluttedes mailen med versaler og rød fremhævning. Blot et døgn fik embedsmændene altså til at producere notatet, der ifølge Henrik Seiding skulle tage afsæt i eksisterende materiale.
Hvad der ikke stod i mailen var, at det hastende materiale skulle bruges i rådmand Nicolaj Bangs (K) valgkamp. Der var en uge til kommunalvalget, og rådmandens parti stod til en markant tilbagegang.
Sagen får nu flere byrådspolitikere til at rejse hård kritik og anklage Nicolaj Bang for misbrug af forvaltningen.
To dage senere fik avisen nemlig et opkald fra Det Konservative Folkeparti, som pitchede partiets nye trafikudspil, som udelukkende baserede sig påde på notatet.
Ombygning af fem ’nøglekryds’ for op mod 105 millioner kroner, skulle ifølge partiet resultere i mindre kø og stress for aarhusianerne.
Konservative sendte avisen både udspil og det rådmandsbestilte notat og tilbød interview med Nicolaj Bang. Dagen efter publicerede avisen artiklen med overskriften: ’Trafikken halter i Aarhus: Rådmand klar med omfattende løsning’.
Nicolaj Bang fortæller i slutningen af artiklen, at han har fået sin forvaltning til underbygge udspillet, og at det »selvfølgelig ikke« er tilfældigt, at han går ud med det så kort før valget.
Forskelsbehandling
Særligt den del er blevet bemærket af flere politikere, som stiller sig stærkt kritiske overfor rådmandens ageren.
For skattebetalte embedsmænd må ikke bidrage til politikeres valgkamp. De skal til alle tider »fremstå partipolitisk neutrale« og »må ikke udvikle partipolitik«, fremgår det af Kommunernes Landsforenings ’Kodeks for forvaltningens betjening af politikere’.
»Rådmanden lægger ikke skjul på, at han har fået sin forvaltning til at lave materialet - timet lige op til valget. Det er på ingen måde efter bogen - og min optik hverken rimeligt overfor os som byrådskollegaer eller forvaltningen,« siger Liv Gro Jensen, medlem af Teknisk Udvalg for SF.
Avisen har spurgt Teknik og Miljø, om andre byrådspolitikere kan få samme behandling som rådmanden.
Til det svarer forvaltningen:
»Hvis en anden politiker havde stillet os samme spørgsmål i en 10-dages forespørgsel, så havde vi svaret inden 10 hverdage som påkrævet.«
Sådan er virkeligheden dog ikke ifølge Liv Gro Jensen.
»Selvfølgelig kan vi ikke få lignende lavet via en 10-dages forespørgsel. Det har jeg aldrig oplevet. Jeg ville i øvrigt aldrig bede forvaltningen om at lave udspil eller løsninger til mig i en valgkamp. Det er ikke deres opgave.«
Danmarksdemokrat og Teknisk Udvalg-medlem, Jakob Søgaard Clausen, kan heller ikke genkende, at han kan få samme betjening af Teknik og Miljø.
»Der er ingen tvivl om, at de har lavet valgkampsmateriale til rådmanden. Det er jo produceret lynhurtigt midt i valgkampen, og Konservative har selv lavet det som et udspil lige bagefter. Der kan ikke være to meninger om, hvad formålet har været,« siger han og fortsætter:
»Jeg synes, at man som rådmand skal afholde sig fra at bruge sin forvaltning på den måde. Vi andre kan på ingen måde få så omfattende materiale samlet - og da slet ikke så hurtigt. I mine fire år i byrådet har jeg i hvert fald aldrig oplevet noget, der bare ligner. Hvis det her er det nye serviceniveau fra Teknik og Miljø for os politikere, så vil jeg da se frem til det. Alt andet vil jo være ren forskelsbehandling.«
V: »Lugter fælt«
Venstres medlem af Teknisk Udvalg, Gert Bjerregaard, går skridtet videre.
Han kalder sagen »pivulovlig« og mener, at rådmanden udnytter embedsværket i desperation op til valget. Han peger på, at Bang tidligere i en video på Facebook har slået sig op på, at han ikke - modsat andre rådmænd - får sit embedsværk til at hjælpe ham med opslag på sociale medier.
»Her i Teknik og Miljø gør jeg det hele selv, for der skal ikke spildes kommunale kroner på politisk selvpromovering,« siger Nicolaj Bang blandt andet i den muntre video.
»Bang har jo ofte fremstillet sig selv som dydsmønster, og derfor lugter den her sag også meget fælt af en rådmand, der udnytter sin position i valgkampen,« siger Gert Bjerregaard og peger samtidig på, at en ledende embedsmand i Teknik og Miljø-forvaltningen for nylig var i skudlinjen for at skrive politiske opslag på LinkedIn.
»Nicolaj Bangs dømmekraft er tilsyneladende ekstremt ringe. Det er jo kun kort tid siden, at den var gal med mobilitetschefen, som flere gange har politiseret som topembedsmand. Der er ikke styr på butikken. Kulturen halter i Teknik og Miljø, og ansvaret for det er entydigt Nicolaj Bangs.«
Anerkender særbehandling
Overfor avisen understreger Nicolaj Bang adskillige gange, at det, han fik leveret fra sin forvaltning, var eksisterende data.
Og han gjorde det under valgkampen, fordi den var præget af misinformation om mobilitetsplanen, siger han.
»Især fra Gert Bjerregaards (V) side. Jeg bestilte eksisterende data på, hvad der skal til for at forbedre mobiliteten i byen, så vi kunne få fakta ind i debatten,« siger han.
Ifølge Nicolaj Bang bad han om materialet »hurtigst muligt«, fordi »ting går stærkt i en valgkamp«. Han medgiver, at andre byrådsmedlemmer næppe kunne få forvaltningen til at producere et notat på et døgn.
»Der var måske gået længere tid. Det er jeg godt klar over. Men det er data, som alle byrådsmedlemmer kan få adgang til.«
Så du fik særbehandling?
»Ja. Vi har jo en tradition for, at embedsværket producerer information ret hurtigt, når man som rådmand bestiller det. Det er almindelig procedure, og her er det et spørgsmål om tilgængelig relevant data, som man har videresendt til mig.«
Sætter du ikke de mennesker, som du skal lede, i en svær situation, når du gør sådan noget midt i en valgkamp?
»Nej, for det er jo eksisterende data, jeg beder om. Det lægger jeg så frem som et politisk forslag, fordi jeg vurderede, at det var aktuelt værdifuldt. Det er ikke at politisere embedsværket.«
»Han er sur på mig«
Nicolaj Bang mener ikke, at embedsværket har brudt noget kodeks i denne sag.
»Det, man kan diskutere, er, om det er over stregen, at jeg beder om det hurtigt, men det vil jeg ikke mene, at det er. Jeg beder jævnligt om data med kort varsel forud for møder og alt muligt andet.«
»Jeg kan konstatere, at Gert Bjerregaard og Venstre er mere interesseret i at kritisere en proces end omfavne et forslag, som faktisk vil forbedre mobiliteten i byen. Det viser jo, hvorfor det var så svært at lave en aftale med Venstre. Gert er begyndt at gå målrettet efter embedsværket, fordi han er sur på mig efter deres dårlige forhandlinger under konstitueringen. Det er, hvad det her handler om.«
Gert Bjerregaard er jo ikke den eneste, der kritiserer din ageren...
»Nej, men han fremsætter meget grove anklager kort efter, at han har gået efter en embedsmands ytringsfrihed. Det viser bare, at vi har at gøre med en meget destruktiv tilgang til politik.«
Det lyder jo flot, når du siger, at du gjorde det her for at få fakta på plads, men er du ikke med til at give indtryk af, at du misbruger embedsværket, når du med al hast kræver materiale, som du kan bruge i valgkampen?
»Venstre spurgte jo også min forvaltning om en række ting, før de efter 500 dage lavede deres såkaldte fremkommelighedsplan. Det er jo det, man gør. Vi kan ikke komme med politiske idéer, uden at der er en form for faglig ballast bag.«
Men modsat Venstre gør du det i al hast under en valgkamp, hvor du er under pres?
»Fordi der er interesse for området, og fordi Venstre rejser rundt med falske fortællinger om, hvad mit parti vil.«
Du har gjort grin med andre rådmænd for at få hjælp til sociale medier. Er det ikke topmålet af hykleri, når du så sætter dine egne folk til at hjælpe dig i en valgkamp?
»Nej. Det, Christian Budde (V) gjorde, var, at han hyrede journalister til at lave opslag til hans private sociale medier. Jeg har bedt mine embedsfolk komme med et eksisterende datagrundlag, som jeg har brugt i et politisk udspil. Mit parti har selv kommunikeret det ud, og jeg har haft kontakten til pressen. Så embedsværket har bare loyalt leveret data, og det er fuldstændigt inden for skiven.«
Avisen har anmodet Teknik og Miljø om en kommentar fra direktør Henrik Seiding og spurgt, om han mener, at hans forvaltning i denne sag har levet op til det kodeks, der er for embedsværkets betjening af politikere.
Direktøren har ikke ønsket at kommentere sagen.