»Lyt til dem, der står med udfordringerne« - Martin bærer landsbyernes bankende hjerte med ind i byrådet
Martin Ingemann Kristiansen er vaskeægte lokalpatriot. Som formand for Virring Borgerforening og medlem af Landsbyfælleskabet vil han være de små lokalsamfunds stemme i den politiske debat.
På en eller anden måde er det svært for Martin at lade være med at engagere sig og tage initiativ.
Som formand for Virring Borgerforening elsker han at få tingene til at ske. At løfte i flok og sætte de frivillige kræfter i spil, så to plus to giver meget mere end fire.
Derfor er det heller ikke så underligt, at han endte med at stille op til kommunalvalget. Det gjorde han faktisk allerede i 2021, og denne gang blev han valgt ind.
»Det handler for mig om, at lokalpolitik er som en samtale mellem politikerne og borgerne i kommunen. Det optager mig meget, at borgerne bliver hørt. Så får man de bedste beslutninger. Det er borgerne, der står med udfordringerne, så det er vigtigt, vi som politikere lytter til dem,« forklarer han.
Landsbyernes stemme
For Martin handler det især om at værne om de mindre samfund i Skanderborg Kommune, så velfærden også kommer ud og understøtter livet lokalt: At den lokale skole har det godt, at vejene er sikre at færdes på for børn og cyklister og at fællesskabet får mulighed for at blomstre.
»Jeg vil være de små lokalsamfunds stemme i byrådet,« lover han.
Skal han karakterisere sig selv som politiker, peger han på de klassiske Venstreværdier med mennesket i centrum. Med masser af organisatorisk talent i bagagen og årevis med foreningsarbejde har han lært en del om, hvordan man skaber det bedste samarbejdsklima og får folk med på de gode ideer.
»Jeg kan rigtig godt lide at få tingene til at ske. Nu må vi se, hvordan det så kommer til at gå i byrådet. Jeg glæder mig meget til at komme i gang. Jeg er med i Børn-, Unge- og Familieudvalget – forhåbentlig vil vi de kommende år bruge lidt færre penge på at bygge skoler og i stedet bruge ressourcerne på at løfte de skoler, vi allerede har,« siger han.
I de næste fire år skal han jonglere sin tid mellem arbejdet som transportplanlægger hos DLG, byrådet og familien, der foruden ham selv og hustruen Rikke også består af en søn på ni, en datter på seks, hunden Alba samt marsvinene Karamel og Nala.
Familiefar med stort F
»For mig er indbegrebet af afslapning at være sammen med familien. Jeg har stadig mindre børn og bruger meget tid sammen med dem. Med min søn er det især noget, der også omfatter en bold, mens min datter gerne vil lave kreating. Jeg holder også af at lave praktiske ting, det er nok noget af det, der er kendetegnende for mig.«
Martin har holdt avis i mange år og følger med i den dagligt. Ellers er han mest til politiske biografier og naturbøger. Den seneste bog, han har læst, handlede om den første kommunesammenlægning i 1970.
»Den VAR faktisk spændende,« griner han og indrømmer, at det ikke er mange bøger, han finder tid til at læse.
»Men jeg fik da en bog til min fødselsdag – Vandfugl af Mads Hagen. Det er en fotobog med fine naturbeskrivelser. Jeg er ikke fuglekigger, men har tidligere gået lidt på jagt og har også været glad for at fiske. Nu med job, små børn og foreningsarbejde, så kniber det at finde tiden til det,« forklarer han.
Tidskrævende hobbý
Derfor har Martin heller ikke tid til en hobby, eller, når ret skal være ret, så er borgerforeningen og Landsbyfællesskabet nok på sin vis gået hen og er blevet hans helt store og meget tidskrævende hobby.
»Det er jo en stor glæde i at få tingene til at ske, og at være med til at skabe noget, som mange har gavn og glæde af,« fortæller han og peger blandt andet på den nye legeplads på fællesområdet Engen i Virring som noget af det, der har krævet oceaner af tid, men som også har været det hele værd.
»Virring er en meget levende by med masser af fællesskab og frivillige ildsjæle,« konstaterer han.
Derhjemme er det mest ham, der står for madlavningen, og menuen står som regel på de mere traditionelle hverdagsretter. Musik har Martin ikke noget særligt forhold til. Lytter han til radioen, er det mest P1 med historieprogrammer, Genstart eller Klog på sprog han lytter til.
»Som regel lufter vi hunden sammen. Jeg kan godt lide at gå tur med hunden og jeg elsker at komme ud og få lidt frisk luft. Vi bor ud til marker og har en lille markvej lige bag huset, hvor jeg ofte går.«
»Sådan en tur ville afgjort høre med til en perfekt dag. Sådan en dag ville vi have lavet noget sammen i familien og hygget os. Og skulle dagen være helt pragtfuld, så var der nok også blevet tid til at være aktiv i en forening. Når man er sammen med andre, der brænder for noget, så giver det god energi. Frivillige ildsjæle smitter med motivation og inspiration,« forklarer Martin.
Når familien om kort tid samles for at fejre julen, begynder højtiden med en tur i kirke.
»Vores juletraditioner er meget traditionelle. Vi går i kirke juleaften til familiegudstjenesten. Vi spiser and, og så synger vi salmer mens vi går rundt om juletræet. Og vi slutter altid af med På loftet sidder nissen med sin julegrød.«