Fortsæt til indhold

Fejlcitering skaber forvirring om kommunes solcelleplaner

Syddjurs Kommune reagerer på fejlcitering efter vink fra Din Avis. Kommunen præciserer, at der ikke er konkrete solcelleprojekter i udførelsesfasen.

Politik

En henvendelse fra Din Avis til Syddjurs Kommunes pressechef, Ole Bjarke Nielsen, har fået kommunen til at reagere på en pressemeddelelse fra mediet 1KOMMA5, hvor kommunen tydeligvis er fejlciteret.

Den 30. januar 2026 fremsendte Syddjurs Kommune følgende svar til 1KOMMA5: »Det er ikke muligt at sætte en skala på kommunens prioritering af etablering af flere solceller, da der er tale om politiske beslutninger truffet i byrådet.

Vi kan oplyse, at der er godkendt igangsætning af lokalplanlægning for seks solcelleanlæg, hvoraf fire er endeligt godkendt.

Syddjurs Kommune har desuden åbnet en screeningsproces for nye energiprojekter og har modtaget 14 ansøgninger. Byrådet vil tage stilling til screening af disse i 2026.«

Yderligere svar fra kommunen

Den 2. februar 2026 fremsendte kommunen yderligere svar: »Syddjurs Kommune har på nuværende tidspunkt ikke konkrete solcelleprojekter i udførelsesfasen, men der arbejdes aktivt med at modne de projekter, der blev identificeret i den screening, der blev gennemført i 2022.

Screeningen pegede på ca. 40 egnede tagarealer på kommunale bygninger, hvor solceller vil kunne dække bygningernes eget elforbrug. Kommunen har dermed en portefølje på ca. 40 potentielle projekter, som er på tegnebrættet og i den indledende planlægnings- og prioriteringsfase.«

Fejlcitering i pressemeddelelse

I pressemeddelelsen fra 1KOMMA5 var Ole Bjarke Nielsen fejlagtigt citeret for at sige: »Syddjurs Kommune har på nuværende tidspunkt ikke konkrete solcelleprojekter i udførelsesfasen, men en portefølje på ca. 40 potentielle projekter, som er på tegnebrættet og i den indledende planlægnings- og prioriteringsfase.«

Der blev ikke nævnt, at nævnte cirka 40 projekter handler om tagarealer på kommunale bygninger.

Solenergianlæg på landjorden

Syddjurs Kommune har godkendt fire solenergianlæg på landjorden, som de nævnte cirka 40 projekter handler omalle er etableret eller på vej til at blive det.

Høegholm Energipark (80 hektar) Solenergianlæg ved Mesballe (14 hektar) Solenergianlæg ved Kolind og Nødager (122 hektar) Solenergianlæg ved Dalsgaard (mellem Ring og Hvilsager) (41 hektar).

Projekter i støbeskeen

To andre er i støbeskeen:

Et solenergianlæg ved Sophie-Amaliegård, planlagt på arealer ejet af Clausholm Gods, også på dagsordenen. Projektet er blevet sat tilbage, fordi udvikleren har fyret sin rådgiver.

Forslag til lokalplan og kommuneplantillæg forventes først sidst på året.

Et solenergianlæg ved Margrethelund ved gården Kragelund mellem Ryomgård og Nimtofte spøger også. Embedsværket forventer at kunne fremsætte forslag til lokalplan og kommuneplantillæg i 3. eller 4. kvartal 2026.

To år efter regeringens solcellestrategi

For at nå regeringens solcellestrategi fra 2024 om at tidoble kapaciteten af solceller i Danmark inden 2030, må hver kommune bidrage med nye tiltag. For Syddjurs Kommune er der fortsat et stykke vej, før det kommunale mål er nået - men der er solcelleplaner på tegnebrættet, ifølge 1KOMMA5

Lige nu har Syddjurs Kommune 125.219 kW solceller i kommunen.

Det svarer til, at Syddjurs Kommune har nået omkring 85 procent af deres forestillede kommunale mål. Med andre ord: Syddjurs Kommune er relativt tæt på målet.

De kommunale mål fastsættes ved at tage kommunens samlede antal indbyggere og dividere det med det samlede antal indbyggere i landet. Det giver kommunens procentuelle andel af målet baseret på befolkningstal. Denne andel ganges med det nationale mål på 20 GW, hvilket resulterer i kommunens beregnede andel af målet i watt. Hver kommunes forestillede kW-mål er lavet af cleantech-startuppen 1KOMMA5°.

Din Avis har ikke haft mulighed for at verificere oplysningerne.