»Mindre klasser« på valgplakaten – 27 børn i 0. klasse i virkeligheden
Socialdemokratiets vision om 'Lilleskolen' med maksimalt 14 elever i indskolingen blev ikke fulgt, da partiets byrådsmedlemmer støttede en ansøgning fra Thorsager Skole om én stor 0. klasse på 27 børn fra det kommende skoleår.
Der var ingen tøven, da byrådet skulle tage stilling til Thorsager Skoles ønske om at samle 27 børn i én 0. klasse fra skoleåret 2026/27.
På tværs af partierne var der ros til skolens ansøgning og fuld politisk opbakning til at give dispensation fra det nye klasseloft, som et folketingsflertal vedtog i 2023 på 26 elever.
Byrådets beslutning blev truffet dagen efter folketingsvalget 24. marts og efter en valgkamp, hvor mindst fire partier lancerede skoleudspil med løfter om mindre klasser, mere ro og bedre trivsel.
Små klasser den bedste start
Mest markant var Socialdemokratiets forslag om »Lilleskolen i folkeskolen« med maksimalt 14 elever i 0.–3. klasse.
»Vi laver Lilleskolen i folkeskolen for at skabe mere trivsel. I børnehaveklassen, 1., 2. og 3. klasse går der kun 14 børn i klassen,« udtalte statsminister Mette Frederiksen (A) til Din Avis, da hun kort før valget besøgte PGU Rosenholm.
Små klasser skulle give mere ro, tættere forældresamarbejde og bedre mulighed for at opbygge stærke fællesskaber, lod statsministeren forstå.
Thorsager mener det modsatte
På Thorsager Skole argumenterer man for det modsatte: at én stor klasse på 27 elever er bedre end to små på 13 og 14.
Skolen peger i sin ansøgning på, at meget små klasser kan blive socialt sårbare, mens en samlet årgang giver større fællesskab og flere muligheder for fleksibel holddeling.
Erfaringen er, at undervisningskvaliteten kan sikres, hvis der sættes det samme antal voksne ind, som hvis der var to klasser, understreger skolen.
Pragmatisme lokalt
Man kunne således forledes til at tro, at ikke mindst Socialdemokratiets ni byrådsmedlemmer ville have svært ved at tackle ansøgningen fra Thorsager Skole.
Men partiets nationale løfter om Lilleskolen og 14 elever i indskolingen lever foreløbig mest videre i valgkampens taler – ikke i kommunernes praksis.
For de to socialdemokrater i Familie-, børne- og læringsudvalget, udvalgsformand Ole Sønderskov Hansen og Peter Ravn, begge mangeårige lærere i det civile liv, havde ingen forbehold over for ansøgningen fra Thorsager Skole.
Begge havde endda stor ros til ansøgningens kvalitet og understregede, at skolen vil sørge for det nødvendige antal lærerkræfter til at give de 27 børn i 0. klasse en god start på deres skoleliv.
Yde hejste flaget
Enhedslistens Jesper Yde Knudsen mindede i byrådsdebatten om, at der er en grund til, at et folketingsflertal har sænket loftet til 26 elever i indskolingen: Det er svært at undervise flere.
Alligevel valgte et enigt byråd at bruge den dispensationsmulighed i lovgivningen, som netop er tænkt til særlige tilfælde, til fordel for Thorsager Skole.