Liberalt opbrud på Djursland: Moderaterne mister sin eneste stemme til Venstre
Lars Løkke Rasmussens Moderaterne mister sin eneste livline på Djursland med Søren Bøje Arvidsen beslutning om at forlade partiet.
Moderaterne har haft svært ved at få fodfæste på Djursland
Ved kommunalvalget i november 2025 var Moderaterne ikke opstillet i Syddjurs, mens Søren Bøje Arvidsen fra Grenaa gennemførte et synligt soloforsøg i Norddjurs, bistået af en ung kvinde, der hjalp med det praktiske.
131 stemmer var ikke tilstrækkeligt til en plads i Norddjurs Kommunalbestyrelse.
Skift til Venstre
Under den netop overståede valgkamp op til folketingsvalget 24. marts deltog Søren Bøje Arvidsen i Venstres bagland, hvilket bekræftes af partiet.
Moderaterne er nu fortid for Søren Bøje Arvidsen, der efter påske melder sig ind i Venstre.
»Jeg smækker ikke med døren. Det er slet ikke min stil,« siger Søren Bøje Arvidsen.
»Men jeg har erkendt, at jeg er mere liberal end rød, og godt nok forsøger Lars Løkke Rasmussen at placere Moderaterne i midten af dansk politik, men jeg synes retningen hælder for meget til venstre.«
Tidligere medlem af Venstre
Jeg bliver ikke et passivt medlem, bestemt ikke. Jeg vil gerne løse nogle opgaver for partiet i Norddjurs
Søren Bøje Arvidsen, 62 år, er opvokset på landet og var i en periode i 1980’erne medlem af Venstre.
»Jeg kan vældig godt lide borgmester Kasper Bjerregaard og den ordentlighed, han driver politik på, så jeg kan se mig selv i Venstre og har også talt med partiets ledende kræfter i baglandet i Norddjurs, der har sagt god for mig,« fortæller han.
Efter valgkampen i november 2025 kvitterede borgmester Kasper Bjerregaard for Søren Bøje Arvidsens indsats, hvilket har styrket ønsket om at blive en aktiv del af Venstre.
Søren Bøje Arvidsen understreger, at han ønsker at være aktiv i partiet.
»Jeg bliver ikke et passivt medlem, bestemt ikke. Jeg vil gerne løse nogle opgaver for partiet i Norddjurs,« siger han.
Afslutning med Moderaterne
Inden kommunalvalget sidste år forsøgte Søren Bøje Arvidsen at skabe opbakning til Moderaterne på Djursland, men uden held.
»Ja, det var småt med interessen for at gøre en indsats, og lige nu har jeg svært ved at se en fremtid for Moderaterne på Djursland.«
Hans engagement blev bemærket på partikontoret på Christiansborg, og ved partiets landsmøde var han nomineret til prisen som Årets Ildsjæl hos Moderaterne.
Prisen gik til et andet medlem, men Søren Bøje Arvidsen var stolt over nomineringen.
»Jeg kan heller ikke sige partiet noget på i forhold til støtte og opbakning. Det er politisk, at jeg er uenig i den linje, som Lars Løkke Rasmussen har lagt, selvom jeg beundrer hans store evner som politiker, minister og strateg.«