Fortsæt til indhold

Medie afslører: Kontroversiel advokat har spillet større rolle i udformningen af Borgernes Partis udlændingepolitik

Politik
Citathistorie: TjekDet

Siden advokaten Rasmus Munch Søndergaard i Deadline delte kontroversielle holdninger om genetik og danskhed, har formanden for Borgernes Parti, Lars Boje Mathiesen, lagt afstand til ham, og tilkendegivet, at advokaten ikke har noget med Borgernes Parti at gøre.

I et opslag på Facebook den 18. april skriver Lars Boje Mathiesen, at Rasmus Munch Søndergaard “blot deltog i et par møder og blev afvist som kandidat tilbage i efteråret”.Rasmus Munch Søndergaard repræsenterer ikke Borgernes Parti i dag.

Men en korrespondance mellem Rasmus Munch Søndergaard og Lars Boje Mathiesen viser ifølge TjekDet, at advokaten har spillet en større rolle i udformningen af partiets udlændingepolitik.

Korrespondancen, som Rasmus Munch har delt med TjekDet, viser at Lars Boje Mathiesen selv har efterspurgt forslag fra Rasmus Munch Søndergaard, skriver TjekDet.

I en fælleschat mellem Rasmus Munch Søndergaard, Lars Boje Mathiesen og partiets kommunikationschef, Asger Garde, deler sidstnævnte den 12. august et link til et dokument og skriver til Lars Boje Mathiesen:

»Rasmus og jeg har lavet dette tidlige udkast til en konkretisering af vores udlændingepolitik. Måske skal vi tage et møde alle tre om det?«

I samme tråd deler Asger Garde den 21. august en artikel om et opgør med menneskerettighedskonventionen og skriver:

»Viser ret godt, at Rasmus’ forslag om en afstemning om netop dette punkt er en god idé!«

Rasmus Munch Søndergaard svarer: »Viser også ret tydeligt, hvorfor vi må gøre det til policy«.

En besked, som aarhusianske Lars Boje Mathiesen reagerer på med en thumbs up.

Nogle af de forslag, som Rasmus Munch Søndergaard deler i tråden, fremsætter Lars Boje

Mathiesen efterfølgende på Facebook, skriver TjekDet.

Det gælder blandt andet et forslag om en månedlig opholdsafgift for MENAPT-borgere for at bevare opholdstilladelsen i Danmark. Forslaget indgår i Rasmus Munch Søndergaards “Udkast til Borgernes Partis remigrationplan”. Lars Boje Mathiesen modtager udkastet den 21. august.

Den 8. november fremsætter partiformanden det på sin Facebook-side, dog med en justering i afgiftens størrelse, skriver TjekDet.

Et andet forslag er en folkeafstemning, der fremgår i dokumentet ‘Beslutningsforslag om Udvisningssuverænitet”. Lars Boje Mathiesen kvitterer for forslaget den 17. november 2025.

Den 28. december fremsætter Lars Boje Mathiesen så forslaget på Facebook.

»Det var mig, Lars Boje og Asger Garde, der var spydspidserne i forhold til at udvikle, hvad udlændingepolitikken skulle være for partiet,« siger Rasmus Munch Søndergaard til TjekDet.

Ifølge TjekDet blev kontakten mellem Rasmus Munch Søndergaard og Lars Boje Mathiesen afbrudt i efteråret 2025.

I en mail til TjekDet skriver Asger Garde, at Rasmus Munch Søndergaard er en af flere personer, der har bidraget med viden.

“Han har, uanset hvad han ellers har af kontroversielle holdninger og hvordan de bliver fremstillet, en ret stor faglig viden om især de internationale konventioner og deres samspil/modsætning med og til Grundloven”, skriver Asger Garde.

Han fastholder, at den politisk ansvarlige for Borgernes Parti offentliggjorte politik er Lars Boje Mathiesen og at politikken grundlæggende er Lars Boje Mathiesens.

Partiformanden selv er ikke vendt tilbage på TjekDets henvendelse.