Merforbrug på 60 mio. kr. betyder nye besparelser: »Det er jeg rigtig træt af«
Prognoser viser, at Sunhed og Omsorg i Aarhus Kommune har et merforbrug på knap 60 mio. kr. i forhold til den udmeldte ramme for 2026. Det betyder yderligere økonomiske tilpasninger, lyder det fra rådmand.
Der er allerede planlagt opbremsninger for 100 millioner kroner hos Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune for at holde sig inden for kommunens serviceramme i år. Tiltagene blev meldt ud i februar, men nye prognoser viser nu et forventet merforbrug på omkring 60 millioner kroner i forhold til servicerammens måltal. Derfor vurderer kommunen, at der er behov for yderligere økonomiske tilpasninger, fremgår det af en pressemeddelelse.
Ifølge rådmand for Sundhed og Omsorg, Metin Lindved Aydin (RV), har kommunen allerede forsøgt at friholde den borgernære service gennem blandt andet ansættelsesstop for administrative medarbejdere og ledere, færre indkøb og reduktioner i kompetenceudvikling. Men yderligere tiltag vil nu også få betydning for medarbejdere i dele af plejen.
»Vi har allerede gennemført en række opbremsninger for at holde os inden for servicerammen og samtidig forsøgt at beskytte den nære velfærd mest muligt. Men vi kan nu se, at der er behov for yderligere tiltag for at sikre økonomisk balance. Det er jeg rigtig træt af,« siger Metin Lindved Aydin i pressemeddelelsen.
Baggrunden er blandt andet et fortsat højt forbrug på det sociale område i kommunen samt kravet om, at kommunen samlet holder sig inden for den serviceramme, som staten og Kommunernes Landsforening aftaler årligt.
Samtidig peger kommunen på merforbrug i nogle hjemmeplejeteams og på enkelte plejehjem som følge af flere borgere og højere aktivitet, stigende brug af eksterne vikarer samt rekrutteringsudfordringer. Derudover oplever Sundhed og Omsorg flere ældre med handicap, flere borgere med særlige behov og lavere belægning på plejehjemmene, blandt andet fordi flere ophold er kortvarige.
»Det frustrerende er, at vi faktisk har penge stående på opsparingen. Men vi må ikke bruge dem, fordi kommunerne samlet set er underlagt servicerammen,« siger Metin Lindved Aydin i pressemeddelelsen.
De nye tiltag kan blandt andet føre til ændringer i arbejdssteder og opgaver for en mindre gruppe medarbejdere. Kommunen oplyser, at målet er at finde løsninger internt i organisationen, hvor der fortsat er behov for arbejdskraft. Samtidig lægges der op til mindre brug af eksterne vikarer og afløsere.
»Vi kommer til at følge udviklingen tæt og fortsat have fokus på at beskytte den nære velfærd mest muligt. Men det er de nødvendige prioriteringer, som vi politisk har ansvaret for,« siger Metin Lindved Aydin i pressemeddelelsen.