Stor prisstigning på vej: Fælles renseanlæg til op mod en milliard kroner skal erstatte de nuværende seks anlæg i Favrskov Kommune
Skærpede krav til rensning af spildevand kan ikke håndteres af de nuværende renseanlæg.
Favrskov Spildevand har i dag seks større renseanlæg, som renser spildevand svarende til forureningen fra de cirka 50.000 borgere i Favrskov Kommune. Anlæggene er etableret fra 1977 til 1999 og lever ikke op til fremtidens miljøkrav om at rense for miljøfremmede stoffer, medicinrester og hormonforstyrrende stoffer.
Byrådet har tidligere vedtaget at undersøge mulighederne for at placere et centralt renseanlæg med udledning til Gudenåen, der med en forbedret renseteknologi vil bidrage til et renere vandmiljø. Nu har Favrskov Spildevand anmodet om at sætte gang i processen med at erstatte de eksisterende anlæg med ét anlæg med udmunding i Gudenåen sydøst for Langå på grænsen til Randers Kommune.
Denne udmunding er så langt nedstrøms Gudenåen som muligt i Favrskov Kommune, hvilket ifølge myndighederne er det miljømæssigt mest skånsomme sted at udlede det rensede spildevand.
Umuligt at opgradere
Ifølge Favrskov Spildevand vil det være både fysisk, økonomisk og teknisk urealistisk at opgradere de eksisterende renseanlæg, så de lever op til fremtidige miljøkrav og kapacitetsbehov til gavn for bolig- og erhvervsudviklingen i kommunen. De største mængder spildevand kommer fra anlæggene i Hadsten, Hinnerup og Hammel, der af forskellige årsager ikke er velegnede at udbygge og opgradere.
»De har generelt en dårlig bynær placering, især i Hadsten med placeringen ved Lilleåparken. I Hinnerup mangler der kapacitet, og i Hammel er der begrænsninger på udeledningen af renset spildevand til Tange Sø,« forklarer Søren Frandsen, formand for Favrskov Spildevand.
Er det et must med ét centralt renseanlæg?
»Ja, det er det både i forhold til klima og økonomi.«
Favrskov Spildevand har også undersøgt muligheden for at aflede spildevandet på et renseanlæg uden for kommunen. Det kunne for eksempel være i Grenaa i samarbejde med forsyningsselskabet på Djursland, Aqua Djurs, fortæller Søren Frandsen. Det vil dog ikke kunne svare sig økonomisk at anlægge så lange transportrør, og vandet vil desuden være sværere at rense efter en lang tur fra eksempelvis Hammel til Grenaa.
Placering
Ifølge oplægget fra Favrskov Spildevand er udmundingen ved Langå ikke til diskussion. Selve centralrenseanlægget behøver derimod ikke nødvendigvis at være tæt ved udmundingen. Forsyningsvirksomheden anbefaler dog, at det placeres i »kort afstand« til udløbspunktet, at der tages hensyn til naturområder og miljøforhold, og at der er mindst 300 meter til beboelse eller bygrænse.
Favrskov Spildevand vurderer, at man skal bruge et areal på mindst ni hektar svarende til et område på 300 x 300 meter. Det vil samtidig give mulighed for at etablere vedvarende energiløsninger såsom solceller og varmepumper ved renseanlægget.
»Det vil vi rigtig gerne, for vi kommer for det første til at bruge meget strøm, og for det andet af hensyn til forsyningssikkerheden,« siger Søren Frandsen.
Det bliver dyrere
Hvorom alting er, skal borgerne i Favrskov Kommune berede sig på, at det ikke bliver gratis at skulle leve op til fremtidens krav om renere spildevand. Favrskov Spildevand har regnet sig frem til, at etableringen af det centrale renseanlæg og de tilhørende rør, der skal transportere spildevandet fra hele kommunen til anlægget, vil koste mellem 800 mio. kr. og 1 mia. kr. i 2025-priser. Anlægssummen skønnes at være behæftet med en usikkerhed på 25 procent.
Og hvad med regningen? Den skal betales af forbrugerne i Favrskov Spildevand, der er ejet af Favrskov Kommune og skal hvile i sig selv økonomisk. Det betyder, at forsyningsvirksomheden på sigt hverken skal give overskud eller underskud.
Investeringerne vurderes at forøge vandafledningsbidraget med ca. 15 kr. pr. kubikmeter ekskl. moms. Den nuværende takst for private er 54,50 kr. inkl. moms, så der er tale om en prisstigning på over 34 procent.
En familie med et vandforbrug på 150 kubikmeter om året kan ifølge Favrskov Spildevand se frem til en ekstra årlig udgift på mellem 2.500 kr. og 3.125 kr.
Det vil dog vare nogle år, før der bliver behov for at hæve taksterne, fordi der venter en årelang proces med detailprojektering, lokalplanproces og miljøtilladelser, før det planlagte byggeri kan begynde omkring 2032 og være klar til drift om ca. 10 år.
Plan- og Landdistriktsudvalget, Økonomiudvalget og endelig Favrskov Byråd skal i juni behandle sagen, mens man begynder at undersøge mulige placeringer. Ifølge tidsplanen vil man omkring årsskiftet være klar til at sende et dialogoplæg med forslag til en eller flere placeringer i offentlig høring.