Forældrebetalingen i Favrskov Kommune falder med flere tusinde kroner om året
Det bliver flere tusinde kroner billigere at have børn i vuggestue, børnehave og dagpleje.
Fra 1. august 2026 falder forældrebetalingen til dagtilbud i Favrskov Kommune fra de nuværende 25 procent til 23 procent af de samlede udgifter. Det betyder, at forældre til børn på fuld tid i vuggestue, dagpleje og børnehave slipper 177-317 kr. billigere om måneden.
Fra årsskiftet 1. januar 2027 falder forældrebetalingen yderligere til 21,3 procent. Den samlede besparelse i forhold til i dag bliver således 615 kr. om måneden for en vuggestueplads på fuld tid, 505 kr. for en dagplejeplads og 343 kr. for en plads i børnehaven.
De mange penge, som forældrene kan se frem til at spare, stammer fra finanslovsaftalen for 2026, der blev vedtaget i december 2025, hvor Folketinget løftede dagtilbudsområdet med et årligt tilskud på 1,6 mia. kr. Det fremgår af en sag på byrådets dagsorden, hvor politikerne godkendte forvaltningens forslag til anvendelse af finanslovsmidlerne, der blev afsat til at hjælpe kommunerne med at ansætte flere pædagoger og sænke forældrebetalingen.
Favrskov Kommune har afventet med at implementere ændringerne i forældrebetalingen, til den endelige lovgivning var på plads. Det skulle have været i slutningen af marts, men blev udskudt på grund af folketingsvalget og er stadig ikke sket. Kommunen forventer dog ikke, at den endelige lovgivning adskiller sig væsentligt fra det udmeldte, og på den baggrund har man foreslået den gradvise nedsættelse af forældrebetalingen til 23 procent i august og 21,3 procent fra årsskiftet.
Favrskov Kommune har modtaget 17,2 mio. kr. af midlerne i 2026 og vil fra 2027 og fremover modtage 12,9 mio. kr. om året fra staten til at løse den pålagte opgave med at ansætte mere personale og sænke forældrebetalingen til 21,3 procent.
Ifølge finanslovsaftalen udgår pædagogiske ledere af opgørelsen over minimumsnormeringer, men Favrskov Kommune forventer fortsat at opfylde kravene.
Den nedsatte forældrebetaling giver en mindre indtægt til kommunen, men Favrskov Kommune har som følge af det årlige statstilskud stadig et finansieringsoverskud på 14,5 mio. kr. i 2026 og 1,7 mio. kr. fra 2027 og frem.
Forvaltningen har foreslået, og byrådet har godkendt, at tildele dagtilbuddene seks mio. kr. i 2026. Restoverskuddet i 2026 på 8,5 mio. kr. bliver fordelt på de følgende tre år med 2,8 mio. kr. om året, således at der bliver 4,5 mio. kr. om året til dagtilbuddene i 2027-2029 og 1,7 mio. kr. om året fra 2030.
Pengene vil ifølge beskrivelsen af sagen blive brugt på et fortsat arbejde med at styrke den pædagogiske kvalitet og den faglige ledelse helt tæt på medarbejdernes og børnenes hverdag. Der er samtidig behov for at forbedre de fysiske lege- og læringsmiljøer i institutionerne både ude og inde, så det vil pengene også blive brugt på.
læser
Djursland skal ikke være skraldespand for andres grønne samvittighed
lige nu