Nu har lukningstruet dyreinternat fået svar fra borgmester Jacob Bundsgaard
The Voice of Pets søgte i august om økonomisk hjælp hos Aarhus Kommune. Onsdag skal det diskuteres i Aarhus Byråd, om dyreinternatet i Tranbjerg skal have penge
I måneder har The Voice of Pets, der tidligere gik under navnet Dansk Dyreværn Århus, forsøgt at råbe borgmester Jacob Bundsgaard (S) op med en bøn om økonomisk støtte fra Aarhus Kommune til det lukningstruet dyreinternat i Tranbjerg. Og nu oplyser The Voice of Pets i en pressemeddelelse, at det har fået svar fra borgmesteren.
"Borgmesteren har informeret os om, at kommunen rent juridisk har mulighed for at give støtte til vores arbejde med herreløse katte. Derfor glæder jeg mig over, at det nu er op til byrådsmedlemmerne i Aarhus at hjælpe os. Hvis ikke vi får hjælp fra Aarhus Kommune, vil de mange katte og killinger leve en forhutlet tilværelse med sygdom og smertefuld død. Jeg ved ikke, hvordan kommunen vil klare den store udfordring, der ligger forude uden dyreinternatet," fortæller Jesper Søderberg, der er direktør i The Voice of Pets, i pressemeddelelsen, hvor det desuden oplyses, at dyreinternatet på få uger har modtaget 100 killinger.
Næsten halvdelen af de killinger, dyreinternatet The Voice of Pets i Tranbjerg har modtaget i år, er indleveret siden begyndelsen af september, hvilket lægger pres på internatets økonomi, der i forvejen er hårdt belastet.
Siden september har The Voice of Pets indsamlet knap 1,5 millioner kroner, så dyreinternatet kan overleve året ud, men som direktør Jesper Søderberg tidligere har fortalt til Lokalavisen Aarhus, så har det behov for økonomisk støtte fra Aarhus Kommune, hvis der også skal være et internat næste år.
Løsgænger stiller forslag
Derfor har Dorthe Borgkvist, der sidder som løsgænger i Aarhus Byråd, stillet et forslag om økonomisk støtte til The Voice of Pets.
Hun foreslår en såkaldt corona-hjælpepakke på 7,4 millioner kroner til dyreinternatet, så det kan drives i 2021. Samtidig foreslår hun, at der gives et økonomisk lån på seks millioner kroner til stedet, så det har til driften i 2022.
"I internatets kamp for overlevelse har vi oplevet en helt overvældende opbakning fra borgerne i Aarhus og omegn – en kæmpe tak til dem. Nu håber vi på, at det kan blive både en god jul og et godt nytår for dyrene og for borgerne i Aarhus og omegn. Det ligger nu i hænderne på hvert enkelt byrådsmedlem," lyder det fra Jesper Søderberg i pressemeddelelsen.
Det er onsdag, at medlemmerne i Aarhus Byråd skal diskutere, om The Voice of Pets skal have økonomisk støtte.
jwh