Lokalavisen Favrskov flytter snart i nye lokaler
Avisen flytter i lokaler på Ågården i Hadsten og flytter fra Den gamle banegård i Hadsten
Flytning Fra 1. september har Lokalavisen Favrskov skiftet adressen på Østergade 4, også kaldet Den gamle Banegård, ud med en ny adresse i Hadsten. Nemlig til første sal på Ågade 97 i Hadsten.
Læsere der savner deres lokalavis, kan fremover hente et eksemplar på den nye adresse.
Og så er du naturligvis velkommen til at sno dig selv op ad vindeltrappen, der et par skridt inde i førstesalen vil føre dig hen i Lokalavisens nyindrettede lokaler.
Tidssvarende lokaler
Årsagen til flytningen er et ønske om mere tidssvarende lokaler, indrettet til en moderne lokalavis.
"Vi har været glade for at bo på Banegården i Hadsten. Men nu var tiden moden til at finde lokaler, der passer endnu bedre til vores behov," siger salgschef Lene Søstrøm.
På Lokalavisen Favrskov kan du møde både salgschef Lene Søstrøm, de to mediekonsulenter Lykke Laursen og Jesper Kjær, samt lokalredaktør Kian Johansen, journalisterne Christina Johansen og Michael Wulff.
Tidligere adresse
Det er ikke første gang, at en lokal ugeavis har til huse i Ågården.
Før FavrskovPosten og FavrskovAvisen blev lagt sammen i 2018 og før FavrskovAvisen flyttede til Banegården i Hadsten, så lå ugeavisen i stueetagen i Ågården.
Her delte den på et tidspunkt redaktion og kontorer med Aarhus Stiftidendes lokalredaktion, hvis ejere på det tidspunkt havde opkøbt Hadsten Avisen. Senere blev de tre ugeaviser; Avisen Thorsø-Faarvang-Ulstrup, Ugebladet for Hinnerup og omegn og Hadsten Avisen i 2008 lagt sammen til Favrskov Avisen.
Lokalavisen Favrskov
I dag hedder din lokalavis Lokalavisen Favrskov. Og vi dækker fortsat hele Favrskov, dele af Trige, Harlev, Sabro, Langå, samt Fårvang og Gjern.
Vi udkommer i 27.628 eksemplarer hver uge.
Vi har over 200.000 sidevisninger om måneden på favrskov.lokalavisen.dk, samt over 8.400 følgere på facebook.
Vi håber, du fortsat læser med!