Fortsæt til indhold

X Factor-deltagere ude med julesang: Det har været et hårdt år på alle fronter

Anne Mette og Tomas Lund fra Testrup ved Mårslet blev landskendt i X Factor for snart tre år siden. Nu er de ude med ny julesang

Samfund
Camilla Kjærgaard Olesen

jul "Det bliver et rigtig godt år i år."

Med disse ord sprang ægteparret 54-årige Anne Mette og 49-årige Tomas Lund fra Testrup ved Mårslet ind i år 2020. Den forudsigelse fik Tomas dog ikke ret i nytårsaften for snart et år siden. Som bekendt har corona ødelagt vores almindelige liv, men for ægteparret, der blev landskendt i X Factor i 2018, har det været et ekstra hårdt år med udfordringer på familiefronten og dødsfald. Men der er håb, og næste år bliver godt - det er i hvert fald den indstilling, de har.

Der har været stille fra ægteparret, siden det deltog i X Factor, og havde Thomas Blachman som coach, men i år er de udkommet med tre sange, og for et par uger siden var det så julesangen 'Alt hvad vi kan ønske os', der landede. Den er skrevet af dem begge og er på dansk. De plejer at synge på engelsk, men julesangen er på modersmålet og handler om håb for året, der kommer, samtidig med at man ser tilbage på året, der er gået.

"Vi gad ikke at have, at den skulle handle om corona, for vi synes, den skal være tidløs. Der er én corona-refererence i, hvor vi synger 'sender et luftkys', men det kan sagtens betyde andre ting også," siger Tomas Lund.

Martin Brygmann

De har fået inspirationen til sangen fra deres hverdag, og fordi Tomas havde et mål om at skrive en julesang. Derudover henter de inspiration hos Martin Brygmann og hans julesange, for ham er de især begejstret for i familien Lund.

Vi vil gerne udgive mere musik og ud at spille til fester og give koncerter, men vi gider ikke spille kopimusik - det skal være vores egen

"Vi elsker ham. Sammen med vores børn skråler vi altid med på hans sange, når vi kører til juleaften hos mine forældre. Turen er ikke helt lang nok til, at vi når at høre alle sangene," siger Tomas, der sammen med hustruen vinterbader ved Ballehage.

Drømmer om mere musik

De har brugt lang tid på at finde en producer, der kunne hjælpe dem med at lave den helt rigtige lyd til deres sange. Valget er faldet på Henrik Birk Aaboe, der har Corona Music.

"Ja, meget paradoksalt hedder det corona, men det har det heddet i mange år," griner Tomas Lund.

Sammen med hustruen har han en drøm om, at de fremover skal til at bruge endnu mere tid sammen med Henrik Birk Aaboe. De har egen virksomhed, som de driver fra hjemmet, men de har et ønske og en drøm om at lave endnu mere musik i fremtiden.

"Det at være med i X Factor var på en eller anden måde uforpligtende og satte vores liv i perspektiv. Vi har talt om, hvordan vi kan få mere af den følelse, vi havde under X Factor, ind i vores liv. Vi lærte af Thomas Blachman, at man bliver nødt til at komme med et udkast og få idéerne på tavlen. Hvis ikke man beslutter sig for, at man vil lave et musiknummer, så sker det i hvert fald ikke," fortæller ægteparret.

Men for at de kan komme til at spille med de dygtige, så kræver det, at der er mere økonomi i deres musik, og det håber de, kommer til at udvikle sig med tiden.

"Vi vil gerne udgive mere musik og ud at spille til fester og give koncerter, men vi gider ikke spille kopimusik - det skal være vores egen," konstaterer de.

Nyt navn

Ægteparret har siden X Factor kaldt sig Anne Mette & Tomas, og de har længe talt om, om det måske skal ændres, men de ved endnu ikke til hvad.

"Der er mange, der har sammenlignet os med Keld og Hilda, fordi vi kalder os Anne Mette & Tomas, men vores musik er langt fra deres. Vi ved ikke, hvad vi skal kalde os, for vi er jo "bare" Anne Mette og Tomas, så det arbejder vi på. Vi arbejder også på, hvilken lyd vi skal have, for vores tre numre fra i år er meget forskellige i lyden, men det vigtigste er vores stemmer sammen, og at det lyder ens," siger parret med et smil.