"Synger af kærlighed til mennesket"

kunst Helle Gössler, 34 år, er vokset op i Lyngå vest for Hadsten. Hun er uddannet solist, sopran, ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København, giver snart sin debutkoncert, og er allerede blevet udråbt som sopran-stjerneskud.

10. januar klokken 19.30 giver hun og pianist Søren Rastog desuden nytårskoncert i Lyngå Kirke.

Lokalavisen forsøgte forgæves at træffe hende på telefonen for et interview. I stedet sendte vi hende en række spørgsmål, som vi bad hende besvare. Det er der kommet denne både spændende og bevægende artikel ud af. For skrive kan hun minsandten også!

Hvorfor valgte du sangen?

Jeg har både sunget og spillet på instrumenter så lang tid, jeg husker. Selv som ganske lille sang jeg med på salmerne i kirken. Jeg kunne ikke læse, og jeg kendte såmænd heller ikke musikken. Men det var ikke vigtigt.

I mit barndomshjem blev der altid sunget og spillet. Jeg er den mindste af tre søstre, og de lærte tidligt at spille klaver og læse noder. Især min ældste søster lærte så fra sig til os små. Vi sang trestemmige numre, hvor hun spillede klaver til. Og jeg husker, at det bedste var, når vi skulle vise det frem. Dér var jeg altid i hopla, og jeg mærkede tidligt, at min glæde ved musikken også smittede af på dem, der lyttede.

Senere lærte jeg at spille på mange forskellige instrumenter. Jeg startede med harmonika som 7-årig i musikskolen. Og så tænker mange, "hvorfor lige harmonika". Men det var smart, for jeg kunne både spille og synge til. Sidenhen blev det klarinet og saxofon.

Jeg havde bestemt muligheder for at gå i mange retninger. Men sideløbende med det hele, startede der et kor op i Lyngå, Skjød og Lerbjergs kirker, og vi skulle øve hver uge i Lyngå, som var det sogn, jeg tilhørte.

Her var en passioneret organist vores korlærer, og hun gjorde det sjovt og let at synge. Vi var flest piger, og vi fik alle et helt specielt bånd til hinanden på kryds og tværs af alder og skoler. Efter nogle år blev der lavet et kantori, hvor de "store" skulle synge med på forskellige gudstjenester, og så høstede man ovenikøbet lommepenge. Men egentlig var det største, når jeg skulle synge solo, og når publikum vendte sig om og kiggede. Jeg var så stolt, og jeg så det som en stor opgave, jeg var blevet givet.

Helle Gössler

Herefter tog det bare fart. Jeg var ude med min mellemste søster (som også gik i koret) for at underholde, da det rygtedes, at vi både kunne spille og synge. Så vi kom i alle mulige foreninger og optrådte. Senere fik vi hele kirkekoncerter sammen. Det var bare naturligt, og for mig var det bedste bare at komme ud til "rigtige" mennesker på sådan nogle betalte jobs, for vi havde jo et ansvar for at give folk en god oplevelse.

Da min søster altid spillede til, mens vi sang, var det som regel mig, der snakkede ind i mellem numrene og fortalte om sangene og om os. Jeg var måske omkring 12 år dengang, men det var jo ikke uvant, og jeg gjorde jo bare det, jeg ligesom var vant til.

Vi havde altid min far med som støtte og til at stille an, hvis der skulle sættes et elektrisk klaver op. Han havde stor respekt for os. Kunne aldrig drømme om at rette på os. Nej, han vidste, vi havde fuldstændig styr på det hele. Og den tiltro har betydet meget.

Din største oplevelser?

Det var nok, da jeg sidste år sang rollen som Musetta i Pucinnis opera La Boheme. Jeg har for ti år siden sagt, at det var min absolut drømmerolle at lave debut i - det er ikke den primære hovedrolle, men stadig én af hovedrollerne. Og sådan blev det. Og det var en drøm - eller endnu bedre.

Jeg sang overfor nogle af verdens største stjerner fra bl.a. Metropolitan Opera og Royal Opera House i London. Og nok én af verdens dygtigste operainstruktører. Det var en drømmedebut, jeg fik, og jeg var lige dér, hvor jeg skulle være og fik bekræftet overfor mig selv, hvorfor det er, jeg gør det.

Jeg er velsignet med helt fantastiske mennesker i mit liv, som har troet på mig, når jeg ikke selv har, og som har givet mig chancer, når jeg ikke selv syntes, jeg "fortjente" det, fordi jeg var hård ved mig selv.

Jeg synger, fordi jeg har en stor kærlighed til mennesket, og fordi vi har ét tilfælles. Vi er alle mennesker. Vi gennemgår op og nedture og er fyldt med fejl og mangler. Men når vi virkelig mærker efter indeni, hvad er det så vi ønsker? Jeg siger kærlighed, for det tror jeg på. Kærlighed til familie, børn, til hinanden. Eller måske længsel efter kærlighed fra sin mor eller far. Det er dén universelle kærlighed, jeg tror på forbinder os alle. Og det er dén, jeg via operaen og sangen har fået til opgave at fortælle om til dem, der ønsker at lytte.

Tilknytning til familien?

Det vil jeg gøre alt for at opretholde. Jeg taler med min far og mor næsten dagligt. Om det er to minutter eller en time er vidt forskelligt. I perioder med travlhed er det måske at sende et billede eller et lille hjerte i en besked. Vi har en facebook-tråd i den tætte familie, hvor vi sender billeder og skriver næsten dagligt. Min datter har kusiner og fætre, som vi alle gør en indsats for skal ses. Om det så er over facetime eller en uges ophold, når der er tid, så ses vi. Én ting er sikkert. Min familie betyder alt for mig.

Min familie præsenterede mig for musikken, men de kendte også til vigtigheden i at støtte mig på alle andre parametre. Jeg red på rideskolen i Hadsten fra 6-års alderen, og passede rideskoleheste flere gange i ugen, hvor jeg skulle muge ud i stalden. Som 12-årig fik jeg min egen pony, og jeg brugte tre timer om dagen hver dag indtil 18-års alderen. Her fik jeg venner for livet. Jeg gik også til spejder med min søster, håndbold, badminton osv. og oveni det, havde jeg gode venner og en stor omgangskreds at passe, og så var der var næsten altid overnattende veninder med hjemme i weekenden. Ja, min familie var utrolig åben og omfavnende.

Som 17-18-årig sang jeg for min korlærers egen sanglærer, hvor jeg blev opfordret til at tage privattimer, som jeg jo ikke havde prøvet før. Hun var operasanger og altså klassisk trænet, hvilket også var min korlærers tilgang. Der åbnede der sig en verden for mig! Hun præsenterede mig for opera, og det var som om, at alt det, jeg havde ventet på, var lige der. Jeg fik lov til at synge oppe i højden, hvor min stemme følte sig hjemme. Musikken talte til mit hjerte, og jeg fulgte bare med.

Min sanglærer foreslog, at jeg søgte ind på konservatoriet i Esbjerg, hvor hun underviste. Jeg søgte ind på MGK (forberedende kursus på konservatoriet) i Esbjerg og startede straks efter gymnasiet. Efter to år søgte jeg så ind på konservatoriet og blev optaget. Og nej, det var ikke med én eller anden høj karakter som det nye stjerneskud.

Det var stille og roligt. Jeg havde jo ikke skænket det en tanke, før min lærer foreslog det.

Jeg kørte fra Esbjerg til Hadsten hver 2. weekend for at synge i kirken som kirkesanger, hvor jeg delte en stilling med min ene søster. Resten af tiden havde jeg jobs og koncerter eller gik i byen med veninder, og så er der jo ikke meget tid til at bekymre sig om fremtiden.

Og så blev jeg gift i år lige midt i coronaen. Helt stille og roligt og lige efter vores ønske. Så det står også på en stor fest for venner og familien, når tiden igen er til store fester.

Din musikalske fremtid?

Jeg glæder mig til 2021. Jeg skal blandt andet være solist i Mozarts Requiem med Copenhagen Phil og Københavns Drengekor, og så debuterer jeg i rollen som Lauretta i Puccinis opera Gianni Schicchi. Det er Lauretta, der synger det meget store operahit "O mio babbino caro", som mange kender. Det var faktisk det første nummer, jeg lærte hos min sanglærer.

Derudover har jeg min debutkoncert fra solistklassen på DKDM, som jeg ser meget frem til. Jeg har haft en fantastisk tid og gennemgået en stor udvikling både personligt og professionelt.