Fortsæt til indhold

IKEA og REUSE går sammen: Sender genbrugscontainere til Sydhavnen

Fremover vil der være langt flere gratis IKEA-produkter at finde hos Reuse.

Samfund
ddp

Mange aarhusianere har i dag glæde af at kunne finde spændende, gratis genbrugsfund hos REUSE i Sydhavnen.

Men nu bliver udvalget af større, for den gentænkte genbrugsstation har indgået et samarbejde med IKEA i Aarhus om at sikre, at møbler og boligtilbehør får et længere liv, lyder det i en pressemeddelelse.

Hos IKEA i Skejby vil der blive sat en container op, som løbende bliver læsset med alle de varer, som varehuset ikke kan sælge eller har en defekt.

Når containeren er fuld, bliver den kørt til REUSE i Sydhavnskvarteret, hvor tingene kan hentes af aarhusianere, som står og mangler en ny stol eller en ny lampe.

»Mange af de ting kan sagtens bruges alligevel. Vi håber, at vi med det her samarbejde kan få sat fokus på, at ting ikke behøver smides ud som affald, men kan få nyt liv et andet sted, i et andet hjem, en anden konstellation. Det er grundstenen i den cirkulære tankegang, og det er der, vi skal hen,« siger Thomas Burian, Sales Manager i IKEA Aarhus.

Et andet tiltag, som de to parter har opfundet, er, at genbrugsstationens Repair-bil, et rullende værksted, jævnligt kommer til at stå uden for IKEA. Her vil aarhusianere kunne få hjælp af frivillige til at reparere alt muligt i et forsøg på at gøre op med brug og smid væk-kulturen.

»De fleste ting kan sagtens repareres eller bruges igen. Derfor handler det om at få vist aarhusianerne, at der ikke skal ret meget arbejde til, før man igen har et møbel som fungerer,«, siger Lene van der Raad, chef for Genbrug og Energi, AffaldVarme Aarhus

Første gang, det rullende værksted triller ind hos IKEA, er søndag den 26. september fra 13 til 16.

Det taler Aarhus om lige nu. Modtag vores daglige nyhedsbreve for at blive opdateret på de væsentligste nyheder. Klik her, indtast din mailadresse, find Aarhus på listen og tilmeld dig.