Fortsæt til indhold

Ebeltoft-flødeboller til modeshow i Paris

250 hjemmelavede flødeboller fra Cafe Sicilia i Ebeltoft blev bestilt at modedesigner Cecilie Bahnsen, der tog dem med til modeshow i Paris.

Samfund

Det er en stolt og lidt træt Hana Franova fra Cafe Cafe Sicilia i Ebeltoft vi træffer i mobilen, dagen efter en lang køretur til København tur og retur mandag i uge 39.

Hun har netop leveret 250 specialfremstillede flødeboller til modedesigneren Cecilie Bahnsen med hovedsæde i København, der gik solo i 2015 og siden ikke har set sig tilbage i modebranchen.

Flødebollerne fra Cafe Sicilia i Ebeltoft er hjemmelavede og ret specielle, for slovensk-fødte Hana Franova har en impulsiv tilgang til det at lave flødeboller og det har Cecilie Bahnsen åbenbart opdaget på Instagram, fortæller Hana Franova, der for godt en uge siden oplevede at se sine opslag blive anbefalet af Euroman på Instagram.

Hvidere end hvid

Flødebollerne i fire farver; orange, lyserød, grøn og hvid skulle alle bære Hanas kendemærke, nemlig en skive med et stempel på og så skulle især den hvide flødebolle af hvid chokolade gøres ekstra hvid, forklarer Hana. Hun er især stolt af, at flødebollerne skulle bruges i forbindelse med Cecilie Bahnsens deltagelse i Paris Fashion Week. Modeshows med kvindetøj løber fra 27. september og frem til 5. oktober

.

»Det var en god udfordring og det var ikke svært i sig selv at lave 250 flødeboller henover weekenden, vi har før leveret over 170 af gangen, men det der fylder i mig, er både stoltheden over at Cecilie Bahnsen har valgt mig og at så gøre det ekstra godt. Og så må jeg indrømme, at jeg er godt træt lige nu,« smiler Hana Franova i telefonen.