Dampen af håndspritten

»Det er som om at dampen af håndspritten stadig hænger i luften,« sådan har en dansk komiker udtalt sig i radioen om den tid, vi lever i.

Dampen af håndspritten.

Vi er tæt at være på den anden side af en hel verdens epidemi. En tid, der i lang tid har betydet, at vi har været i gang med at vænne os af med alverdens ting. Ting, vi tidligere tog for givet. At mødes. Give hånd. Sidde sammen. Være sammen. Dele kage. Chips. Mad.

I lang tid har vi været i gang med at vænne os til, at vores hverdage blev vendt på hovedet.

Men nu er dørene igen blevet åbnet. Madsteder. Væresteder. Mødesteder kan atter blive en del af vores hverdag. Og alligevel kan det føles så vaklende. Som om, dampen af håndspritten stadig hænger tykt i luften. Sådan kan jeg i hvert fald tage mig selv i – i mødet med et andet menneske – for eksempel at foretage en slags vilkårlig ”hånddans”. Her, hvor jeg det ene øjeblik rækker hånden frem for at give håndtryk, det næste – splitsekundet senere – fortryder. Vakler. Ser den anden blive i tvivl. Fortryde. Vakle. For til sidst at række hånden frem igen og mødes i et håndtryk. Vi har jo lige sprittet.

Sådan er det med os mennesker, tror jeg. Ting har det med at sætte sig i os. Vores kroppe husker – på godt og på ondt, som det kan ske, når vi hører en bestemt stemme. En sætning. Et ord. En sang. En duft. Der skal i virkeligheden ikke meget til, førend vi fx kastes tilbage til et barndommens land.

Om end dampen af håndspritten stadig hænger i luften og minder os om alt det, vi har været igennem – minder os om, at vi en tid har været mere alene, adskilte, ensomme. Om end dampen af spritten hænger i luften, så står det nu foran os atter at lære at finde vejene ind til hinanden, vejene til steder at mødes og dele – vakle ind på bodegaen, i gymnastiksalen, på arbejdspladsen, i kirken, i håndtrykket, for at blive mindet om, at vi ikke går og står alene, men at chipsposen og kagen. Håndtrykket og mødestedet. Ja, livet er klar til at blive delt med den anden, hinanden.