Præsteklumme: Hvorfor vil vi hellere bære, end vi vil bæres?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.

Vi mennesker lever et sammensat liv. Et liv på godt og ondt, med op- og nedture. Vi er alle i perioder afhængige af andre menneskers støtte, når vi ikke helt kan selv. Det drejer sig for eksempel om vores første leveår.

Ingen mennesker ville kunne overleve, hvis ikke andre bar os, madede os og passede os, mens vi var spædbørn og ganske små. Ligeså er det ved sygdom eller alderdom, der kan vi igen blive afhængige af andres hjælp.

Det er altså et livsvilkår for os alle, at vi i perioder af vores liv er afhængige af andre mennesker for at kunne overleve. På søndag prædikes der i kirkerne om den lamme mand i Kapernaum.

Han havde fire venner, der bar ham til Jesus, hvor han blev helbredt. Det er en historie om Jesu magt, men også en historie om mennesker. For det er nemt at sætte os i den lammes eller i hans venners sted. Vi kan godt forestille os det håb og den viljekraft, der har drevet dem. Men når vi ser på de fem mennesker, så vil vi nok alle helst være en af dem, der bær den lamme.

Ingen af os ønsker at være den lamme, som har behov for at blive båret. Men hvorfor er det sådan? Hvorfor vil vi hellere bære, end vi vil bæres? Hvorfor vil vi så nødig være den afhængige, når det nu er en del af vores alles livscyklus? Vi er alle sårbare en gang imellem, ingen af os kan være den, der bærer hele tiden.

Desværre tror jeg, at det er fordi vi mennesker alt for ofte forveksler sårbarhed med svaghed. Vi ser det som et svaghedstegn, at man ikke kan klare sig selv for en stund. Vi kan selv føle, at vi er svage, når vi har behov for andre og vi kan synes det er svært at ’stå i gæld’, om end det jo slet ikke er det, der er på spil.

Det er vores alles fælles ansvar at bære dem, der ligger for en stund, men jeg kunne ønske, at vi også blev bedre til at rumme, at det til tider er os selv, der er den, der har behov for at blive båret.

Det er hverken svagt eller pinlig at blive båret – det er menneskeligt og det er nødvendigt for os alle en gang imellem. Søndagens evangelietekst har fået mig til at tænke på det privilegie, det er, at vi mennesker har hinanden.

Tænk at der er nogen, der har båret os. Tænk at vi får lov til at bære andre en gang imellem. Tænk hvor heldige vi dog er, for at have mennesker omkring os og ikke er alene.