Fortsæt til indhold

Efter kendt TV-besøg: Elles hus får ordene på facaden

Hvidt skilt med bogstaver på kom op ved en fejltagelse. Husfacade i Ebeltoft forskønnes til foråret, lyder det fra ejeren.

Samfund

I forbindelse med TV-kendis Peter Olesens besøg i Ebeltoft, hvor han satte fokus på den maritime købstads flotte - og mindre flotte sider, har Ebeltofit Folketidende i flere omgange omtalt facadeskiltet i hvidt på facaden ved Elles hus på Adelgade.

Ordene FASMAS kunne forskønne facaden, hvis de blev sat direkte på murværket, lød det fra Peter Olesen, hvilket lokalplanen i øvrigt også tilsiger.

»Og det kommer der også til foråret, når vi maler facaden i en ny nuance, den nuværende farve er vi ikke tilfredse med,« siger Lene Sommer Elle, der sammen med sin mand ejer Elles hus.

Hun påpeger, at det desværre gik for hurtigt med kommunikationen, da den tyske møbelbutik med danske aner rykkede ind i bygningen.

»Vi var som ejere udmærket klar over reglerne, men desværre nåede vi ikke at få det fortalt til lejeren i tide. Det har vi for længst aftalt, at det bliver der rettet op på til foråret,« lyder det fra Lene Sommer Elle, der udover at eje huset med de tidligere Molbotegninger på facaden, også er ansat som Store Manager i møbelbutikken Fasmas Scandinavian Lifestyle, der som nævnt bor til leje i Elles hus.