Nyt møbelhus gør indretning anderledes
De danske stuer ligner hinanden. Det måtte tre venner sande efter mange år i møbelbranchen. Nu har de åbnet møbelbutikken VillaDeco, hvor de tager hjem til kunden i jagten på det personlige hjem.
Måske kender du det. Du dukker op til en fest i et helt nyt sæt tøj, og så render en af de andre gæster rundt i præcis det samme. For de tre venner og tidligere kollegaer Keld Lindstrøm, Nicklas Overgaard og Niels Friis var det oplevelsen, når de var hjemme hos venner eller rådgav kunder: folk boede ens.
»Når jeg har været på indretninger, så er det jo tit det, jeg har set. Folk har præcis de samme ting; i de samme farver og opstillinger og så videre,« siger Keld Lindstrøm, der er Head of Design og en af de tre ejere af VillaDeco.
»Det er jo aldrig fedt at komme hjem til et vennepar og finde ud af, at de lige har købt samme sofa som en selv. Man vil jo gerne have noget for sig selv.«Nicklas Overgaard, medejer af VillaDeco
Det vil de tre venner nu lave om på. Derfor har de åbnet VillaDeco, hvor de tilbyder møbler og brugsgenstande, som du ikke finder andre steder. Samtidig introducerer de et nyt koncept, når det kommer til indretningen. Ifølge dem er der nemlig to ting, der skal til for, at folk får øjnene op for nye indretningsmuligheder.
Personlige stuer
Det første handler om inventaret og i forlængelse deraf: sælgeren. Ofte ser ejerne af VillaDeco en tendens til, at kunden hos de traditionelle møbelforhandlere kommer hjem med en bestemt sofa, fordi den simpelthen er nem at sælge. Samtidig er det ifølge VillaDeco ofte brands, som man finder i alle møbelhuse, og det er for kedeligt.
»Det er jo aldrig fedt at komme hjem til et vennepar og finde ud af, at de lige har købt samme sofa som en selv. Man vil jo gerne have noget for sig selv. Og det er det, vi gerne vil prøve at imødekomme her,« siger Nicklas Overgaard.
Derfor er det inventar man finder hos VillaDeco ikke noget, man finder andre steder. Det er nemlig specialfremstillet, og det er en stor forskel i forhold til traditionelle møbelbutikker.
»Vores oplevelse er, at de fleste egentlig rigtig gerne vil have, at deres personlighed skinner igennem i deres hjem. De ved bare ikke, hvor de skal starte.«Keld Lindstrøm, medejer af VillaDeco
»Da jeg startede i møbelbranchen, oplevede jeg, at kunderne ofte forlod butikken med en bestemt sofa, fordi det simpelthen var det nemme valg. I stedet for at spørge, hvad kunden egentlig gerne ville have, fordi sælgeren måske ikke ville eller kunne udfordre kunden,« siger Nicklas Overgaard.
Ifølge Nicklas Overgaard kan de tilbyde speciallavede møbler på grund af deres erfaring. Selvom venner kun er henholdsvis 30-, 30- og 40 år, så har de mere en 20 års erfaring fra møbelbranchen mellem sig. Derfor kender de deres leverandører særdeles godt. Det er vigtigt, for når kunden går hjem med en VillaDeco-sofa, så er det også VillaDeco de vil pege fingre af, hvis der skulle være noget i vejen med møblet.
Lokal mastodont
Det andet punkt vedrører indretningen. Det er ikke nok, at åbne en møbelbutik med inventar man ikke finder andre steder. Folk køber nemlig ofte et mærke, de kender, eller det mærke sælgeren kender. Ofte fordi kunden ikke selv er bevidst om deres eget behov. Her kommer Keld Lindstrøm ind i billedet. VillaDeco laver nemlig såkaldte personlige indretninger, hvor Keld Lindstrøm kommer hjem til kunden, giver dem råd og kommer med forslag til indretningen.
»Vi vil gerne ud og hjælpe folk med at få nogle mere personlige hjem, og sætte lidt mere farve på, så det ikke skal være så klassisk det hele. Vores oplevelse er, at de fleste egentlig rigtig gerne vil have, at deres personlighed skinner igennem i deres hjem. De ved bare ikke, hvor de skal starte,« fortæller Keld Lindstrøm.
Indtil videre føler de tre venner, der er fra henholdsvis Grenaa, Ebeltoft og Aarhus, at reaktionerne på deres nye butik har været rigtig god. Drømmen er at brede sig ud til flere byer, men udgangspunktet for dem er lokalt.
»Som nyt møbelhus drukner du inde i de store byer. Her kan vi få lov til at udfolde os, og vise hvad vi kan, og vi har også allerede mange inde fra instagram og facebook, der skriver til os, som ikke er fra Djursland, så det rygtes jo. Vi vil gerne holde det lidt lokalt, så flere lidt mindre byer rundt om i landet, kan få flere butikker.«