Nicklas fra Hammel er på vej til Deaflympics i Brasilien
19 landskampe og udtaget til døvelandsholdet igen.
Nicklas Lejsgaard, 23, Hammel, har spillet 19 landskampe på døvelandsholdet under Dansk Døve-Idrætsforbund, og er indtil nu den spiller, der har spillet flest landskampe på holdet. Nu er han udtaget igen. Det betyder, at han næste år skal til Brasilien og slås for de danske farver ved Deaflympics, det vil sige døveidrættens svar på Olympiske Lege. Afhængigt af hvordan corona udvikler sig i Brasilien, vil det enten være i Caxias do Sul i maj eller i Rio de Janeiro i november .
»Håndboldbanen er mit andet hjem. Jeg har lovet mig selv at fortsætte til jeg er 80 år - eller mere.«
Hold og fællesskab
Nicklas kan godt lide holdsport, og specielt håndbold er spændende, fordi der sker noget hele tiden. Det gode sammenhold, at man er ærlige overfor hinanden og har det godt sammen er selvfølgelig også et stort plus. Samtidig skal der også være plads til de uhøjtidelige stunder mellem træningspassene, når spillerne er for dem selv.
Nicklas glæder sig til, at holdet og sammenholdet kommer til at stå sin prøve ved Deaflympics.
»Vi kommer til at kæmpe. Men vores kultur er, at vi skal fokusere mere på os selv og ikke de andre, og det kommer vi langt med.«
Deaflympics varer i to uger, 13 lande deltager ved legene i Brasilien. Det forventes at over 6.500 mennesker deltager i den store internationale sportsbegivenhed, heraf tælles blandt andet døve og hørehæmmede atleter, samt delegationer fra over 90 lande.
Har dyrket sport altid
Nicklas er født døv. Det kunne have været en hæmsko, men en kæmpe fightervilje kombineret med et Cochlear Implant (et avanceret høreapparat) betyder, at han har været lige så aktiv som alle andre raske drenge. For Nicklas har det især været sport, der har trukket i ham.
Han har flyttet en del rundt, så aktiviteterne har været præget af de muligheder, der har været i det aktuelle lokalområde, blandt andet i Ulstrup og Thorsø. Som seks-årig startede han med dans og gymnastik, som syv-årig trak han for første gang i fodboldstøvlerne, og som 12-13-årig kom håndbolden ind under huden på ham. I en periode dyrkede han også indendørs fodbold og futsal.
Undervejs har han selvfølgelig måttet skippe nogle af sportsgrenene for ikke at blive helt væk i sit uge-program, og i dag dyrker han udelukkende håndbold.
Spiller i Hammel i dag
I ungdomsårene kom han til BFH i Bjerringbro, hvor U16-holdet spillede 1. og 2. division. En meget dygtig træner, Nicolai Øris, betød, at Nicklas udviklede sig med stormskridt, både personligt og håndboldmæssigt.
Holdet kvalificerede sig til U18 i 1. division og kæmpede nu mod nogle af Danmarks bedste hold. Det medførte uheldigvis lutter tabte kampe, og nogle til tider ret voldsomme nederlag. Ét af dem var i en kamp mod Aarhus , som BFH tabte med over 40 mål. Siden har Nicklas boet og spillet i Hornsyld, Horsens, Viborg og Thisted.
I dag bor han i Hammel og spiller nu serie 2 i Hammel GF. Her træner han sammen med sit hold to gange om ugen, og derudover træner han løb fem gange ugentligt.
»Jeg har styrken, men jeg mangler konditionen. Den er ved at være der, men jeg har ambitioner om at komme i endnu bedre form.«
Kun få døve håndboldspillere
I 2014 blev Nicklas kontaktet af døvelandsholdets hjælpetræner, og han fik debut samme år ved VM i Tyrkiet. I 2020 blev landsholdet genstartet med et nyt trænerteam, Kim Moesby, tidligere landsholdsspiller på døvelandsholdet, som træner, og Bo Kjær Hansen, tidligere landsholdsspiller, som målmandstræner.
Der er under 20 spillere på døvelandsholdet. Ifølge Nicklas spiller det ind, at der ikke er særlig mange døve og hørehæmmede håndboldspillere i Danmark.
»Mange tror, at man skal være helt døv og bruge tegnsprog for at spille på døvelandsholdet. Men man kan også bare være hørehæmmet for at være med.«
I praksis spiller døve og hørehæmmede uden høreapparater.
»Måske er vi lidt bagud, når vi spiller uden høreapparater, men dommerne er som regel meget visuelt opmærksomme under håndboldkampe og viser meget kropssprog også.«
Ud og sælge sokker
Dansk Døve-Idrætsforbund atleter som skal repræsentere Danmark til Deaflympics er alle meget afhængige af den økonomiske støtte, særligt da forbundet ikke modtager nogen støtte fra Danmark Idrætsforbund (DIF) eller Parasport Danmark (PD). Dansk Døve-Idrætsforbund hjælper atleterne med økonomien et langt stykke ad vejen, blandt andet ved hjælp af sponsoraftaler og fondsmidler. Men som noget nyt har forbundet sat gang i et initiativ som skal være med til at engagere og involvere alle omkring deaflympics-holdet. De skal nemlig i fællesskab sælge strømper fra stømpevirksomheden Bambusa, som Dansk Døve-Idrætsforbund har indgået en samarbejdsaftale med, med henblik på at nedbringe atleternes egenbetaling til Deaflympics.
Nicklas skønner at han selv skal ud og finde 20.000 - 40.000 kroner. Derfor har han lagt et opslag på Facebook og forsøgt at sælge til venner og bekendte..
»Hvordan går salget så?«
»Jeg har kun solgt nogle få, så det går ikke for godt,« lyder svaret fra den dygtige håndboldspiller og måske knap så dygtige sælger.
Nicklas’ strømper kan bestilles via Facebook/messenger og SMS.
Om ikke før, så skal den dygtige streg- og forsvarsspiller igen ud og kæmpe for Danmark, når der i 2023 afholdes VM i København. Heldigvis er rejseudgifterne hertil knap så store.