Fortsæt til indhold

Fællesspisning i Voldum hænger stadig i det uvisse

Der er aftalt tre prøvegange for fællesspisning på Voldumcentret.

Samfund

Der er endnu ikke klarhed over, hvorvidt fællesspisning på Voldumcentret for lokalområdets enlige pensionister fortsætter. De frivillige, der står for fællesspisningen, og ældrechef Henriette Halgaard har aftalt tre prøvegange, hvoraf kun de to første har været gennemført. Tredje prøvegang gennemføres den sidste fredag i november.

Sagen er, at de frivillige i en årrække har arrangeret fællesspisning en gang om måneden på Voldumcentret for lokalområdets enlige pensionister. Under coronaen var fællesspisningen selvfølgelig aflyst, og da den skulle i gang igen var lokalet i mellemtiden blevet omdannet til dagcenter for demente i Favrskov Kommune.

Nu går øvelsen ud på at se, om fællesspisningen kan gennemføres ved at de frivillige inviterer de fem borgere i dagcentret med samt de to ansatte, der er tilknyttet.

Noget er blevet løst

Ved den første fælles fællesspisning var borgerne i dagcentret på tur, og der kan således ikke udledes noget om det sociale omkring mødet mellem de to grupper. Den anden fællesspisning blev afholdt fredag i sidste uge, og her holdt borgerne i dagcentret sig inde hos sig selv.

Siden den første fællesspisning er nogle ting blevet løst, men der er stadig nogle praktiske aftaler at få på plads mellem de to grupper, fortæller Karen Sørensen. Helt overvejende ærgrer det stadig hende og de øvrige frivillige, at fællesspisningen pludselig blev et ’stedbarn’.

»Vi følte fra starten, at de demente skulle være der, og vi måtte være der.«

Hun peger på, at fællesspisningen, der har kørt i en årrække, er et rigtig godt tilbud til de ældre borgere i Voldum. Det nærer fællesskabet, og det drives af frivillige, hvilket ellers roses og hyldes i høje toner af Favrskov Kommune.

Minusser ved alternativer

Som tidligere omtalt er der ifølge Karen Sørensen og de øvrige frivillige minusser ved alle de tre alternativer, som Favrskov Kommune tidligere har foreslået.

»Kirkehusets køkken er for lille at lave mad i til så mange, som vi er. Folk med rollator kan ikke komme op til Nielstrup Forsamlingshus, og skolekøkkenet er både for lille og uegnet for handicappede.«

De frivillige har selv peget på Sløjfen og på en ledig ældrebolig på Dalsbrovej i Voldum. Ingen af disse muligheder har ifølge kommunen været mulige, og alle kommunale plejehjem er booket op.

Karen Sørensen har været ret opgivende, men set i lyset af den seneste fællesspisning er hun nu mere optimistisk.

»Det gik bedre denne gang, så jeg er lidt mere positiv. Vi skal indstille os på at begge hold skal være der, og det kan umiddelbart synes lidt svært.«

Hun er dog indstillet på at give det en chance til med de tre prøvegange.

»Så må vi se, hvad der sker.«

Roser fællesspisningen

Ældrechef Henriette Halgaard havde fået indtryk af, at fællesspisningen havde været en succes og at de spisende var glade og havde klappet og udtrykt glæde over arrangementet, som var det første efter corona. Det kom derfor bag på hende, at meldingerne derfra langt fra var så positive. Hun mener dog, at man fra kommunens side har strakt sig langt for at nå en løsning.

»Selv om fællesspisningen ikke rimer særlig godt med de behov brugerne af daghjemmet har, ser vi alligevel, om det kan lade sig gøre.«

Efter de tre forsøgsgange vil ordningen med den fælles fællesspisning blive evalueret.

Hun roser i øvrigt fællesspisningen.

»Vi påskønner det helt vildt, og vi er sikre på, at vi nok få det til at lykkes. Arrangementer som fællesspisningen er med til at bekæmpe ensomhed. Og al form for frivillighed er en kæmpe gevinst. Civilsamfundet kan levere noget, som det offentlige ikke kan.«

Hun kan dog ikke tilsidesætte den kommunale indsats i forhold til borgere med demenssygdom, siger hun.

«Som kommune har vi en forpligtelse overfor disse borgere og deres pårørende. De har brug for det tilbud, der er i daghjemmet på Voldumcentret.«