Favrskovs ældre tager på tivolitur
Plejehjemsbeboere og ældre, der modtager hjemmepleje, aktivitetstilbud og daghjemstilbud skal nu på tur.
Favrskov Kommune inviterer 1.200 af sine ældre borgere på en hyggelig juletur til Tivoli Friheden i Aarhus, hvor de blandt andet kommer til at opleve en koncert med Stig Rossen efterfulgt af risengrød, juleøl, the, kaffe og småkager til alle. Turene er blevet muligt med midler fra en statslig aktivitetspulje til sårbare ældre.
Der er tale om plejehjemsbeboere og ældre, der modtager hjemmepleje, aktivitetstilbud og daghjemstilbud. De ældre får mulighed for at tage en pårørende/ledsager med.
Grethe Villadsen, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Favrskov Kommune, glæder sig over, at det er muligt at invitere så mange med på tur.
»For mange ældre borgere har corona-nedlukningen også været en svær tid med afsavn og frygt for at blive syg. Meget har været aflyst, og det sociale liv har været stærkt begrænset. Derfor er det en ekstra stor glæde med de her turdage til Tivoli Friheden, hvor de kan få en hyggelig dag sammen med en pårørende og andre borgere,« siger Grethe Villadsen.