Jordemoder ansat hos fysioterapeuter
Hornslet Fysioterapi & Træning har ansat jordemoder Kathrine Krabbe for at »fylde hul i markedet«.
Det bliver en anderledes kombination af fagkundskab som Hornslet Fysioterapi & Trænings otte fysioterapeuter fremover kan præsentere.
For indehaver Ebbe Gjelstrup Nogal Kristiansen har ansat jordemoder Kathrine Krabbe fra Ugelbølle, der har over 13 års erfaring som jordemoder fra Regionshospitalet Randers.
Hun startede 1. november og kommer til at udfylde et ’hul i markedet’, som Ebbe Gjelstrup Nogal Kristiansen udtrykker det.
»Vi har meget fokus på vores hold med babytummel, der tiltrækker folk fra hele Østjylland og længere væk. Desuden vil vi gerne sætte fokus på, at gravide sagtens kan udfolde sig fysisk,« siger Ebbe Gjelstrup Nogal Kristiansen.
»Og her kommer Kathrine ind med en viden, som vi fysioterapeuter også kan nyde godt af,« lyder det.
Hjælp til gravide
Den 41-årige jordemoder har selv fire børn i alderen 4-11 år, hvoraf de to er tvillinger.
Hun vil tilbyde sin hjælp til gravide, det kunne blandt andet være ammetræning og lave forløb med fødselsforberedelse, både på hold eller som et par.
»Jeg ved, at en del gravide har behov for mere end det offentlige kan tilbyde inden for graviditet, fødsel og barselsperiode og det behov vil jeg gerne opfylde her i lokalområdet. Jeg tilbyder private jordemoderkonsultationer med akupunktur og god tid samt fødselsforberedelse, enten individuelt for par eller for hold af gravide. Derudover er jeg ammespecialist og kommer gerne ud i hjemmene til ammehjælp,« forklarer hun om den rolle som hun er tiltænkt.
»Jeg har selv siddet i Grenaa og Hornslet i jordemoderkonsultationen og oplevet, at gravide på Djursland især savner noget nærhed og den klassiske fødselsforberedelse som det offentlige har skåret en del til efterhånden. Geografien og afstanden betyder mere for de fødende her på Djursland, end så mange andre steder. Her vil jeg kunne gøre en forskel,« lyder buddet.
Forbi ved tilfælde
Og der er flere årsager til, at Kathrine Krabbe nu er ansat efter en kortere arbejdsprøvning i klinikken i byen Hornslet, der oplever en større tilflytning og et potentielt babyboom.
»Vi har kunder fra det meste af Østjylland og med det her tiltag håber vi at kunne blive endnu mere attraktive for en del gravide par og deres babyer, vi er sikre på, at efterspørgslen er der,« lyder det fra Ebbe Gjelstrup Nogal Kristiansen.
Aftalen kom i stand, fordi Kathrine Krabbe selv opsøgte sin tidligere skolekammerat fra Åbyhøj.
»Jeg kørte forbi en dag og tænkte at jeg kunne tilbyde noget andet til klinikken. Og den var Ebbe Gjelstrup Nogal Kristiansen heldigvis med på, siger Kathrine Krabbe, der før har været i medierne.
Ramt af corona
Som daværende jordemoder på Regionshospitalet Randers var hun en af de første, der blev ramt af corona og hun lider stadig af eftervirkningerne af det. Hun har senfølger og har oplevet, at erkendelsen af, at corona kan give senfølger, ikke var så markant i begyndelsen af corona-epidemien. Hospitalet valgte faktisk at fyre hende dengang.
»Men nu føler jeg, at det negative er vendt til noget positivt. Jeg glæder mig til at fordybe sig i og koncentrere sig om de områder i mit fag, der ikke længere er så god tid til i det offentlige.«