Tilflyttere kan havne på Aros: Får det først at vide på dagen
Aarhus Culture Day vender tilbage. Nye aarhusianere bydes velkommen til byen med kulturoplevelser.
Den Gamle By, ARoS og Væksthusene.
Det er tre af de kulturtilbud, som tilflyttere til Aarhus kan blive budt på, når Aarhus Culture Day gøre comeback på DOKK1.
Arrangementet, hvor nye aarhusianere bydes velkommen til byen med gratis kulturoplevelser, blev på grund af coronapandemien aflyst i 2020. Men 30. november er det atter kulturdag i Aarhus.
Netop kulturen er noget af det, der for alvor gør Aarhus til en attraktiv by, mener rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad (Rad. V.)
»Det skal alle nye borgere naturligvis have love at opleve, så de fra begyndelsen føler sig velkomne og stolte af deres nye by. Derfor er jeg glad for at kunne invitere studerende, børnefamilier, pensionister og andre tilflyttere velkommen til Aarhus ved at invitere dem ind og opleve vores kulturtilbud,« siger han i en pressemeddelelse.
Mange tilmeldte
Arrangementet er en del af samarbejdet Kulturkammerater mellem Aarhus Kommune og Studenterhus Aarhus.
»Det er vigtigt for os at give aarhusianere, der lige er flyttet hertil fra hele landet og fra hele verden, en god start på livet her i byen. Derfor holder vi igen Aarhus Culture Day, og giver alle nytilflytterne en ordentlig velkomst og introduktion til kulturlivet,« siger international koordinator i Studenterhus Aarhus, Sigrun Schaumburg-Müller.
I 2019 deltog flere end 200 tilflyttere, mens der allerede er flere end 500 tilmeldte til årets udgave af Aarhus Culture Day.
I år mødes deltagerne til velkomst på DOKK1, hvorefter de bliver sendt ud i mindre grupper sammen med frivillige fra Studenterhus Aarhus og ReThinkers.
Deltagerne ved ikke, hvor de skal hen. Det bliver først afsløret for dem på dagen.
Tilflytterne bydes velkommen i to store grupper klokken henholdsvis 11 og 13, og sendes herefter af sted til en dag fyldt med spændende kulturoplevelser. Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser.
Interesserede kan tilmelde sig her.