Red Barnet søger frivillige i Aarhus
Hvis du er til natur og udeliv, har Red Barnet Aarhus brug for dig.
Bål og snobrød, leg og fællesskab.
Det er vigtige ingredienser, når børn i alderen 7-12 år en gang om ugen mødes i Red Barnets Naturklubber i Gellerup og Viby Syd.
Klubberne har et særligt fokus på natur og udeliv, og Red Barnet søger nu frivillige for at sikre, at der er tid til nærvær med det enkelte barn.
»Vi har brug for en håndfuld flere frivillige, der har lyst til at være med til at give børn et vigtigt åndehul i hverdagen. Man behøver ikke have 20 års erfaring som spejder for at melde sig. Det vigtigste er, at man har lyst til at være sammen med børn og være ude i naturen, siger klubleder for Naturklubben i Viby Syd, Katrine Tranum Thomsen, i en pressemeddelelse.
God ramme for stærke fællesskaber
De to Naturklubber i Aarhus henvender sig til børn fra Viby Syd og Gellerup. Børnene mødes en gang om ugen sammen med Red Barnets frivillige, der kommer på skift, så det passer med, at der er cirka en voksen til to-tre børn.
En gang om måneden er der også en familiedag, hvor børnenes forældre og søskende inviteres med.
»Vi har et rigtig godt sammenhold i klubben og kan se, at naturen er en rigtig god ramme for at skabe stærke børnefællesskaber. Ikke alle børn er vant til at være meget udendørs, og derfor vil vi gerne åbne børnenes øjne for de mange gode oplevelser, man kan have sammen i naturen, siger Katrine Tranum Thomsen.
Som frivillig deltager man i et Naturkursus, som Red Barnet står for.
Naturklubberne i Aarhus er et samarbejde mellem Red Barnet, Brabrand Boligforening og den boligsociale helhedsplan Viby Syd.
Hvis du er interesseret i at høre mere om at blive frivillig i Red Barnets Naturklubber i Aarhus, kan du læse mere her eller kontakte naturklubber@redbarnet.dk.