Ravnsbjergkirken tilbyder vielse på et kvarter
Drop in-dåb har længe været muligt i Aarhus. Nu åbner kirke i Aarhus Syd også op for muligheden for at blive drop in-gift.
Siden januar 2019 har Aarhus forsøgt sig med drop in-dåb med ret stor succes. Og nu vil en kirke i det sydlige Aarhus forsøge at gøre det samme bare med bryllupper.
»Et kirkebryllup behøver ikke at være det helt store bryllup til mange tusinde kroner, som nogen forestiller sig,« siger sognepræst Rebecca Holst Andersen, der til daglig har sit virke i Ravnsbjergkirken i Viby.
Mange tror, at det skal være dyrt og flot at blive gift i en kirke, fortæller hun, og det vil hun og fire andre præster nu gøre op med.
»Vi vil gerne vise, at man godt kan giftes i kirken en fredag aften, ganske gratis.«
Som sagt så gjort. 12. november tilbyder Aarhus Søndre Provsti drop in-klokken 19 i Ravnsbjergkirken.
»Erfaringerne fra drop-in dåb viser, at mange synes, tærsklen til kirken er for høj. De kan ikke se sig selv i en traditionel dåbsting. Vi vil gerne vise, at vi er et alternativ til rådhuset. Man kan møde op fuldstændig, som man er. I den store kjole eller i joggingtøj i reklamepausen i Vild med dans. Og vi har vidner stående klar, hvis man har lyst til at gøre det anonymt og uden, at der er andre end hinanden, der finder ud af, at man er blevet gift. Man kan også komme med sine gæster, hvis man har lyst.«
Er dette arrangement for folk, der er knapt så troende, men som gerne vil giftes i et smukt rum?
»Nej, det har jeg ikke tænkt. Jeg tror næsten, at det er den anden vej rundt, hvor det betyder noget, at det er i kirken. Måske dem, som ville være skuffede over rådhuset, men som ikke lige har råd til det store kirkebryllup. Men jeg ved det ikke.«
Man må tro lidt, og man må tro meget, lyder det fra Rebecca Holst Andersen.
»Vores udgangspunkt og ritual og myndighed er jo stadigvæk, at vi er præster. Og det er den myndighed, vi kan vie på. Så du kan ikke få et borgerligt bryllup. Det er jo en kirkelig vielse med kirkeligt ritual, og vi skriver ikke Gud ud af det.«
Hvad er forskellen på drop in-bryllup og et traditionelt bryllup?
»Det her er mere uformelt. Man mødes med en præst, har en samtale og så kommer man op til alteret, når man er klar til det. Så bliver man viet, præsten siger et par ord, og så synger vi måske en salme, hvis brudeparret ønsker det. Kort og intimt på måske et kvarters tid. Ved et almindeligt bryllup har man mødtes med præsten flere uger i forvejen. Og der bliver skrevet en lang individuel tale, sunget fire salmer - det fulde ritual.
Kirken åbner for drop in-bryllupperne klokken 19. Umiddelbart er der kun sat en time af til arrangementet, da de ikke ved, hvor efterspurgt arrangementet bliver.
»Vi vier indtil alle, der ønsker det, er blevet gift. Og hvis du kommer fem minutter i otte, skal du nok blive lukket ind. Så tager vi den tid, det tager.«
Inden man kan blive gift, skal man anskaffe sig en prøvelsesattest på borger.dk. Normalt tager det nogle uger, men Rebecca Holst Andersen har erfaring med, at hvis man skynder på dem, kan attesten laves på en uges tid.