Fortsæt til indhold

Kommunens første store solcelleanlæg kan snart realiseres

134 hektar kan levere strøm til mere end 32.000 husstande.

Samfund

I Norddjurs Kommune ligger der i øjeblikket ansøgninger om fem store solcelleanlæg og enten afventer eller undergår sagsbehandling.

Et af dem er projekteret ved Estruplund nord for Ørsted, hvor der i juli 2019 blev ansøgt om tilladelse til at etablere et solcelleanlæg fordelt på to områder på i alt 268 hektar.

Det blev sidenhen skåret ned til 134 hektar, som kommunalbestyrelsen i december 2019 besluttede at igangsætte planlægningen på.

Det er således det første af de ansøgte store solcelleanlæg, som kommunalbestyrelsen tog stilling til, så der kunne udarbejdes både lokalplan og kommuneplantillæg og den påkrævede VVM-undersøgelse kunne iværksættes.

I sidste uge skulle Økonomiudvalget tage stilling til, om disse tre del-elementer kunne godkendes og dermed bringe realiseringen af det store solcelleanlæg et markant skridt nærmere.

Få modstandere

Andre steder i kommunen har de store solcelleanlæg været genstand for voldsom debat. Naboerne til projekterne ved Søby, Meilgaard og i særdeleshed Kejsegaarden i Ålsrode har leveret heftig kritik af, at deres nære naturområde ville blive dækket med solceller.

Sådan har billedet ikke helt været ved Estruplund. Det skyldes blandt andet, at der færre naboer til projektet i forhold til de andre, mens også befolkningstætheden er mindre, mener formand i Miljø- og Teknikudvalget Jens Meilvang (LA), som har været med i hele den politiske behandling af sagen.

»Vi har holdt borgermøder, som har været velbesøgte, og sendt informationer ud ligesom de andre steder, og der har stort set ikke været noget modstand mod projektet. Selvfølgelig er der kommet nogle ting ind, men det har mest været opklarende spørgsmål. Det har i det hele taget været ret positivt, og det handler nok om, at der ikke er helt så mange naboer til anlægget som i for eksempel Ålsrode,« vurderer Jens Meilvang.

Seriøs omstilling

23. november skal kommunalbestyrelsen konfirmere beslutningen i Økonomiudvalget, hvorefter en høringsperiode på otte uger kan igangsættes.

Udsigten over landskabet mellem Store Sjørup og Holbæk kommer til at ændre markant karakter med etableringen af solcelleanlægget. Anlægget omkranses af beplantning, som med tiden bliver op til 12 meter højt. Illustrationer: Urland

I starten af 2022 kan eventuelle nye indsigelser derefter behandles. Det betyder, at den nye lokalplan, kommuneplantillægget samt VVM-redegørelsen kan endeligt godkendes, og etableringen af solcelleanlægget kan begynde.

Selv om der herefter fortsat vil være stor usikkerhed om de resterende solcelleanlæg, som i øjeblikket behandles i kommunen, vil igangsætningen af anlægget været et godt afsæt for kommunens videre færd i en grøn omstilling, vurderer Jens Meilvang.

»Jeg synes, det er fint, hvis det lykkes at få etableret anlægget, så vi kan vise, at vi er i gang med det som vi alle gerne vil i den grønne omstilling. Det viser, at vi tager det seriøst, men det viser også, at vi tager borgerne seriøst. Projektet ved Estruplund er jo skaleret meget ned og rettet til i forhold til det, der oprindeligt var ansøgt om, for det handler også om at genere så få som muligt i omstillingen,« konstaterer Jens Meilvang.