Fortsæt til indhold

Karen Hækkerup har fået stress: »Viljen til at knokle videre var ikke længere nok«

»I en tid med corona, hvor verdens børn har haft brug for mere hjælp end nogensinde før, har jeg arbejdet solen sort, og ikke fået passet nok på mig selv,« indleder den tidligere social- og integrationsminister Karen Hækkerup i et opslag på Facebook.

Samfund
af

Den tidligere social- og integrationsminister for Socialdemokratiet Karen Hækkerup, der nu er generalsekretær i Unicef Danmark, er gået ned med stress.

Det skriver den tidligere politiker i et opslag på Facebook.

»I en tid med corona, hvor verdens børn har haft brug for mere hjælp end nogensinde før, har jeg arbejdet solen sort, og ikke fået passet nok på mig selv. Det kan man kun i en vis tid, inden kroppen ikke kan holde til det mere,« indleder Karan Hækkerup sit opslag.

Hækkerup er nået til et sted, hvor »viljen til at knokle videre ikke længere var nok«.

»Jeg har kørt mig selv for hårdt og har desværre fået stress,« fortsætter Karen Hækkerup i sit opslag

Hækkerup tilføjer, at hun troede, at det var nok med nogle ugers hvile. Men nu har hun altså måttet erkende, at »det tager længere tid«.

»Heldigvis er jeg i Unicef Danmark omgivet af dygtige og engagerede medarbejdere og ledere, som i mit fravær varetager alle opgaver med stor støtte fra vores bestyrelse,« skriver generalsekretæren.

Torsdag afslørede SF’s gruppeformand og medlem af Folketinget, Jacob Mark, at han tager en pause fra politik på grund af en stressrelateret sygdom, der er ved at koste ham synet på begge øjne.

Det kan du læse om her.