Få de vigtigste meldinger fra fredagens pressemøde
Få de vigtigste meldinger fra fredagens pressemøde om coronasituationen her.
På et pressemøde i Eigtveds Pakhus klokken 12.30 lagde sundhedsminister Magnus Heunicke (S) ud med at give en status på det seneste døgns smittetal.
»Der har i dag været 4.070 nye tilfælde af coronavirus – så højt har vi ikke ligget siden december i sidste år. Men vi er overhovedet ikke på højde med indlagte i forhold til sidste år,« indledte Magnus Heunicke.
Torsdagens smittetal fra Statens Serum Institut (SSI) var på 4.013.
Sundhedsministeren slog samtidig fast, at det er helt afgørende, at folk tager imod det tredje stik.
»Tredje stik virker. Det beskytter mod sygdommen og mod at blive indlagt, så tag imod den invitation, når den kommer. Vi har allerede vaccineret en halv million med tre stik,« lød det fra Heunicke.
Børn ned til 1. klasse skal testes
Sundhedsministeren kunne samtidig berette, at det i øjeblikket er børnene, der driver smitten.
Derfor skal der gøres noget for at bremse smitten i netop den gruppe.
»Lige nu arbejdes der på at udvide testtilbuddet på skolerne, så børn ned til første klasse også kan testes,« lød det fra Magnus Heunicke (S), der dertil understregede, at det selvfølgelig kræver forældrenes samtykke.
Lige nu er det skolebørn fra ni år, der kan blive testet på skolerne.
Børn fra første klasse skal kunne testes for coronavirus én eller to gange i løbet af en uge.
»Vi ved, at det er meget vigtigt for børns trivsel, at vi opretholder så normal en hverdag som overhovedet muligt,« sagde Heunicke også på pressemødet.
Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) er lige nu i gang med at se på, om vaccinerne også kan bruges til børn i alderen fem til 11 år. Der ventes en afgørelse tidligst i næste uge.
Coronapas på statslige arbejdspladser
Det kom desuden frem på pressemødet, at regeringen er klar til at indføre krav om coronapas på alle statslige arbejdspladser. Et lovforslag, der dog først skal godkendes i Folketinget.
Regeringen har derudover bedt Epidemikommissionen om at vurdere, om coronapas også bør indføres flere steder i samfundet end det i øjeblikket er tilfældet.
Opfordrer til influenzavaccine
Influenza blev også nævnt som et problem henover vinteren.
Magnus Heunicke opfordrede derfor til at tage imod influenzavaccinen. Sundhedsministeren opfordrede desuden forældre til også at lade deres børn vaccinere.
»Vi hører fra mange, at det er for besværligt at lade børnene vaccinere. Derfor vil vi nu gøre det nemmere at blive vaccineret ved også at tilbyde det til børn ved for eksempel apoteker,« sagde Heunicke.
SSI-direktør: Tag tredje stik
Direktør hos Statens Serum Institut (SSI), Henrik Ullum, opfordrede også til at danskerne tage imod tredje vaccinestik.
»Vi har mest smitte i Region Hovedstaden, men vi ser bekymrende smittestigning i hele landet,« lød det fra Henrik Ullum.
Han tilføjede, at efteråret og den kommende vinterperiode vil betyde bedre vilkår for coronavirus til at sprede sig. Derfor opfordrede han til at tage imod tredje stik, hvis man er inviteret.
»Man passer på sig selv, sine nærmeste og samfundet,« påpegede SSI-direktøren, der samtidig understregede at det hverken er usædvanligt eller overraskende, at effekten at vaccinerne er aftagende over tid.
Det ved man fra andre vacciner, pointerede direktøren.
Forventer vaccinetilslutning på 90 procent
På pressemødet fremgik det, at Sundhedsstyrelsen forventer, at man har opnået en vaccinetilslutning på 90 procent herhjemme i december.
Sådan lød meldingen fra Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.
Probst opfordrede alle, der ikke allerede har fået bestilt tid til første stik, til at gøre det.
»Alle, der har fået andet stik inden 1. juni, bliver inviteret inden 1. december,« lød det.
»Det kan være, at man får invitationen en lille smule før, det kan være, at man får den en lille smule senere. Men de fleste vil få den efter seks måneder,« sagde Probst.
Der er ifølge Helene Probst derudover skruet ned for aktiviteterne i hospitalsvæsenet, eftersom man regner med et øget pres grundet corona i løbet af vinteren.
Grønt lys til julefrokoster
På pressemødet blev der givet grønt lys til den kommende tids julefrokoster.
»Man kan godt afholde julefrokoster. Men jeg vil minde om de smitteforebyggende anbefalinger,« sagde vicedirektør i Sundhedsstyrelsen, Helene Probst.
Og dertil blev der henvist til følgende smitteforbyggende tiltag: Vaccine, god hygiejne, sørg for udluftning, hold afstand, overvej om de store firmafester kan opdeles og drik mindre alkohol.
»Brug ikke mindst jeres sunde fornuft. Det bliver nok en lidt anderledes julefrokost, end dem vi plejer at holde,« lød det fra vicedirektør i Sundhedsstyrelsen.
Opdateres ...