Fortsæt til indhold

Smitten stiger i Aarhus: Nyt sogn når over kritisk grænse

Dagens coronatal fra Aarhus Kommune viser en lille stigning i nye smittetilfælde med corona, samtidig er Hjortshøj Sogn nu over alle tre kritiske grænseværdier.

Samfund

Antallet af nye smittede med coronavirus i Aarhus Kommune tager et lille hop opad.

Siden mandag er der konstateret 216 nye tilfælde af corona i Aarhus, hvilket er ti flere end i går og det højeste tal i en uge, viser tallene.

Det er fortsat blandt skoleeleverne, at smitten er størst. 70 nye tilfælde er konstateret blandt de 6-15-årige i folkeskolen, og i alt 83 smittetilfælde er fundet i aldersgruppen 0-19 år.

Postnummeret med flest smittetilfælde er fortsat Aarhus C, hvor der er fundet 29 nye tilfælde, herefter kommer Risskov, hvor der er 23 nye coronatilfælde siden mandag.

Kommunens testkorrigerede incidens tager et lille skridt nærmere den kritiske 400-grænse og lander i dag på 313.

Som beskrevet i går lå der i Aarhus Kommune to sogn over de kritiske grænseværdier, der måles på de tre parametre: flere end 20 smittetilfælde de seneste syv dage, et incidenstal over 800 og en positivprocent over 3 procent. De aarhusianske sogne, der overskred alle værdierne mandag, var Skødstrup i den nordøstlige del af kommunen og Astrup Sogn i den sydlige del. Begge sogne er nu rykket under den kritiske grænse.

Til gengæld er Hjortshøj Sogn nu hoppet over de tre grænseværdier og rykker nu op i kategori, hvor der indføres særlige tiltag som blandt andet klasseopdelinger i skoler og en opfordring til at aflyse sociale arrangementer.

Over 4.000 på landsplan

Dagens tal fra Statens Serum Institut viser, at antallet af nye tilfælde med coronavirus igen runder de 4.000. Mandag var tallet på 3.711, hvor tirsdagens tal ligger på 4.199. Samtidig er der på landsplan sket en stigning i antal indlæggelse med seks, så det samlede tal når 444, og siden mandag er fire danskere afgået ved døden med coronavirus, viser tallene.