Lisbeth hører stemmer fra morgen til aften: »Du er nødt til at lytte og finde en mening«

»Du er et fjols. Du dur ikke til noget som helst. Du er tyk og grim. Du skal dø. Du kan ingenting. Du er dum. Spring ud ad vinduet.« Stemmerne taler til Lisbeth Holm fra hun vågner om morgenen, til hun falder i søvn om aftenen. De kommenterer på alt, kommanderer med hende, er nedladende, aggressive og ind imellem også truende.

De er blevet en fast del af hendes liv. Nogle gange er de højtråbende, nærmest skrigende. Andre gange mere afdæmpede. Men de er der altid. Hver eneste dag. I årevis tog stemmerne magten fra Lisbeth. De underminerede hendes selvtillid og ødelagde hendes livskvalitet.

Sådan er det ikke længere. I dag er det Lisbeth, der bestemmer over stemmerne. Hun har lært at tackle stemmerne, og har taget magten tilbage.

Fra morgen til aften

»Mine stemmer er på fra morgen til aften. De kommenterer alt og alle, og det er bestemt ikke rare stemmer. Alligevel er det i dag lykkedes mig at skabe et ligeværdigt forhold mellem dem og mig. Det er ikke dem, der bestemmer over mig. Det er mig, der bestemmer over dem. Det har krævet en virkeligt stor indsats at nå der til,« fortæller Lisbeth, der fredag i sidste uge fik Handicapprisen 2021 for sit arbejde som stemmehører og ikke mindst for sit årelange engagement og indsats for at skabe forståelse, tolerance og nedbryde fordomme omkring psykisk sårbarhed.

Lisbeth har ikke altid hørt stemmer. De kom i kølvandet på en oplevelse, der nær havde kostet hende livet.

»I 1993 fik jeg en bypassoperation. Jeg var i starten af 30’erne, og havde to små børn. Jeg lå i respirator. Det var meget voldsomt. Jeg tror, det var dødsangsten, der startede det. Siden da har jeg hørt stemmer. Men der gik mange, mange år, inden jeg fortalte det til nogen. Jeg troede, jeg var blevet skør,« forklarer hun.

Selv de gange, Lisbeth var indlagt på grund af depression, fortalte hun ikke om stemmerne. Kun i en sidebemærkning oplyste hun en læge om det. Det fik ham til at sætte et flueben i et skema, men uden at han i øvrigt spurgte mere ind til det.

Lyt til stemmerne

I dag ved Lisbeth, at det er en helt forkert tilgang. Det handler tvært imod om at tale om stemmerne.

Den indsigt har hun fået efter at have mødt og arbejdet sammen med britiske Trevor Eyles, Danmarks første stemmehører-konsulent. Hos ham har hun taget stemmehører-uddannelsen, og sammen med ham har hun været med til at oprette stemmehørergrupper landet over, og er stadig aktiv i Stemmernes Fællesskab i Aarhus. Sammen har de rejst landet rundt og holdt foredrag om, hvordan man lærer at leve med sine stemmer.

»For 12 år siden vejede jeg 148 kilo og kunne ikke snakke med nogen. Men så var der den her gut, jeg kendte. Han vejede nok 150 kilo, gik altid med kasket og hørebøffer. Først røg kasketten, så hørebøfferne og så kiloene. Han tabte sig helt vildt. Den forvandling ville jeg også gerne opleve. Han introducerede mig for Trevor. I dag har jeg lært at leve med stemmerne. Jeg er trappet ud af medicinen, og jeg har fået bearbejdet de traumer, jeg har haft i mit liv.«

For Lisbeth blev mødet med Trevor Eyles en helt anden måde at forholde sig til stemmerne på.

»Det tog lang tid. Men efterhånden ændrede stemmerne sig. Fra altid at have været meget aggressive og høje, blev de mere afdæmpede. Jeg lærte at tackle dem. I stedet for at forsøge at ignorere stemmerne - og det kan man lige så godt glemme alt om, for så bliver de bare endnu mere insisterende - så handler det om at give stemmerne mening. Acceptere, at de er der, anerkende dem og lytte til dem. Forsøge at finde ind til budskabet i dem,« forklarer hun.

Og det kan godt være tricky, for stemmerne taler ifølge Lisbeth tit i metaforer.

Taler i metaforer

»Det kan være meget forvirrende. Måske siger de til dig, at du skal dø. Det kan så for eksempel betyde, at der er ting i dit liv, du skal lave om på. Eller de siger, at du skal springe ud ad vinduet. Det kan så være en anden måde at sige til dig på, at nu har du ikke være uden for en dør længe. Du trænger til at komme ud og få noget frisk luft. Der er altid en mening. Stemmerne kan bare ikke sige det direkte, og derfor er du nødt til at forsøge at fortolke, det de siger,« uddyber hun.

I stemmehørergrupperne skabes et forum, hvor man hjælper hinanden med netop at forsøge at finde ind til de budskaber. Og at finde en forklaring på, hvorfor stemmerne er opstået.

Som værktøj benytter stemmegrupperne sig af et såkaldt Maastricht interview. Det er et særligt spørgeskema udviklet af stemmehørere, som kommer omkring alle aspekter ved stemmerne, blandt andet hvad de siger, på hvilken måde de siger det, hvornår de opstod, i hvilken forbindelse og hvad der udløser dem.

Der er altid en årsag

»Vi starter med at klarlægge stemmehørerhistorien og afdække, hvordan stemmerne opleves, hvem de repræsenterer og hvilke problemer, de er relateret til. Der er altid en udløsende årsag. Som regel opstår stemmerne i forbindelse med et traume eller en voldsom følelsesmæssig oplevelse. Det kan være et kæledyr, der dør, tabet af en forælder. For mange handler det om, at de har været udsat for et seksuelt overgreb. Der er altid noget, der tricker stemmerne,« understreger Lisbeth.

»De fleste kan huske næsten på klokkeslæt, hvornår de hørte stemmerne første gang. Derfor er det også så vigtigt, at spørge stemmehørere, hvad det var, der skete. Tit fortæller folk mig, at der aldrig før er nogen, der har spurgt dem om lige præcis det.«

Selvom Lisbeth i dag kan tackle stemmerne, så er det ikke ensbetydende med, at der er ro i hendes hoved.

»Jeg må konstant passe på mig selv. Der skal ikke så meget til, før det kan vende og stemmerne forsøger at få overtaget. Forskellen er, at i dag ved jeg, hvad det handler om, og hvad jeg skal undgå. Stress for eksempel. Og det er nemt at blive stresset, når stemmerne altid forstyrrer. Men jeg har lært mig nogle metoder. Jeg lægger puslespil, strikker og lytter til lydbøger. Og når jeg lytter til dem, så er stemmerne faktisk stille. De kan godt lide at høre historier,« smågriner Lisbeth.

»Det er da lidt sjovt,« konstaterer hun.

Stemmer er ikke tanker

Ind imellem møder Lisbeth folk, der ikke anerkender stemmernes eksistens, og den holdning gør hende vred.

»Jeg ved ikke noget værre, end når folk ikke vil anerkende stemmerne. Mange er meget uforstående og tror, stemmerne er en indre dialog med mine tanker. Det er fuldstændig forkert. Jeg bliver virkelig provokeret, når nogen bagatelliserer stemmerne og påstår, det bare er mine tanker,« understreger hun.

»Stemmerne er der. De er virkelig for mig, og det er ikke mine tanker. De er der altid. Også når jeg er glad og slapper af. De reagerer på mine følelser, og det er nok det allervigtigste at være opmærksom på. For er jeg ikke i balance, så forsøger de at tage over. Det er en uendelig kamp.«