Fortsæt til indhold

Læge: Flere ender syge under dynen denne vinter

Vi er mindre immune over for virus-sygdomme som forkølelse, influenza og RS-virus efter halvandet år med håndsprit, afstand og isolation – derfor forventer Region Midtjylland flere syge denne vinter.

Samfund

Coronasmitten spreder sig, sygehusvæsenet er presset, og dele af samfundet lukker ned henover julen. Det er nok ikke gået nogles næse forbi, hvis man har fulgt lidt med de seneste uger.

De forholdsregler, vi alle sammen har vænnet os til at følge med afspritning, håndhygiejne og afstand, kan imidlertid også gøre os mere sårbare over for andre virussygdomme som forkølelse, influenza, RS-virus og omgangssyge.

Det forklarer praktiserende læge og vagtchef i lægevagten for Region Midtjylland, Eric Døssing Mønning, til Lokalavisen.

»Vi regner med, at sidste års isolation og øgede hygiejne sammen med et åbent samfund vil give et øget tryk på sygdom i befolkningen,« siger han.

Eric Døssing Mønning forklarer, at man forventer, at situationen denne vinter muligvis vil være værre, end den var sidste år.

»Vi har et mere åbent samfund og dermed større mulighed for at komme ud og blive eksponeret – både for coronavirus – men også rhino-virus (forkølelse, red.), influenza og alle andre virus-typer, der er, og deres varianter,« siger den praktiserende læge.

Brug lægevagten med omhu

I en pressemeddelelse udsendt af Region Midtjylland torsdag opfordrer Eric Døssing Mønning til, at man kontakter sin egen læge frem for at ringe til lægevagten, og det er der en ganske særlig grund til, at regionen melder ud, forklarer han.

»Der er så meget tryk på lægevagtstelefonen lige nu og en lang ventetid. Så det er for at få folk til at bruge lægevagten hensigstmæssigt. Vi oplever mange henvendelser, hvor man tænker: ’Det behøvede man nok ikke involvere en læge for’,« siger han.

Ifølge Eric Døssing Mønning har de den seneste tid oplevet en stigning i henvendelser også på grund af corona, men samtidig er det et tilbagevendende problem, at folk tager kontakt til lægevagten med ting som receptfornyelser og andre ting, der er bedre afhjulpet hos egen læge – også selvom, det måske betyder, at man må vente til næste dag.

»Din egen læge kender dig bedst og kan give en mere målrettet behandling,« forklarer Eric Døssing Mønning.

Langt de fleste luftvejsinfektioner behøver ikke lægehjælp, og har man feber, men en stabil almentilstand, så brug paracetamol, der er febernedsættende som Panodil eller Pamol, lyder budskabet.

Ved akutte symptomer som åndedrætsbesvær og hurtig vejrtrækning bør man stadig kontakte vagtlægen.