Fortsæt til indhold

Stort boligprojekt i støbeskeen: 50 nye boliger på DjH-grund i Hadsten

Nedrivning af bygninger, omdannelse af bygninger og nybyg. Område ved Pilevej og Lindevej skal laves om.

Samfund

Den jydske Haandværkerskoles arealer ved Østergade, Pilevej og Lindevej i Hadsten skal omdannes. Det kræver, at der bliver udarbejdet en ny lokalplan. Planudvalget har netop sagt god for, at de indledende øvelser til denne kan sættes i gang.

I projektoplægget til det forandrede område skal Pilevej 9 rives ned for at give plads til ny bebyggelse. Her skal i stedet være en bygning i to højder med 12 ældreboliger fordelt over tre etager. Den nye bebyggelse »designes i et minimalistisk, moderne udtryk, der afviger fra den umiddelbare kontekst i et forsøg på at tilføje området en ny karakter og identitet,« hedder det i referatet fra Planudvalgets seneste møde.

Den vestlige del af Lindevej 6 nedrives for at skabe plads til parkering. Den resterende del af bygningen bevares og ombygges til boliger.

Østergade 59 A-G og Pilevej 7 bevares som i dag, hvorimod Østergade 55-57 bevares, men indrettes til ældreboliger.

På skrænten skal der etableres mindre plateauer, hvor der laves muligheder for leg, ophold og bevægelse.

»Visionen er at få skabt et sammenhængende boligområde med plads til beboere i alle aldre, og hvor der indrettes fællesarealer med stor variation til leg, ophold og bevægelse,« lyder det i Planudvalgets referat.

I alt omfatter projektet cirka 48-50 boliger.

Når det endelige forslag til lokalplanen er lavet færdig, kommer det i offentlig høring i otte uger. Teknik og Miljø-forvaltningen forventer tidligst, at det sker i andet kvartal 2022 - med endelig behandling af lokalplanen i efteråret 2022.