Fortsæt til indhold

Her er reaktionerne på Støjberg-afgørelsen

Mandag klokken 13 faldt der dom i rigsretssagen mod den tidligere integrationsminister Inger Støjberg.

Samfund

Hun åbnede munden i chok. Flere medier berettede, at den tidligere udlændinge- og integrationsminister virkede lamslået, da hun modtog dommen om 60 dages ubetinget fængsel.

25 ud af 26 dommere i Rigsretten var enige i, at Støjberg var ansvarlig for en ulovlig adskillelse af asyl par.

Støjberg blev altså kendt skyldig i at have overtrådt ministeransvarsloven – det eneste scenarie, som hovedpersonen selv ikke havde hverken regnet med eller forventet.

Selv slog Støjberg fast efter domsafsigelsen foran et massivt presseopbud, at hun var »meget, meget overrasket« over at modtage en dom på 60 dages ubetinget fængsel.

»Jeg er meget, meget overrasket. Det må jeg sige, og jeg synes, det er de danske værdier, der har tabt i dag, det er ikke bare mig, men de danske værdier,« lød det bl.a. fra Inger Støjberg.

Du kan læse flere af Støjbergs reaktioner lige her.

Messerschmidt chokeret

Dansk Folkepartis næstformand, Morten Messerschmidt, der ligesom Inger Støjberg er blevet nævnt som en potentiel kandidat til formandskabet i partiet, er chokeret over mandagens afgørelse i Rigsretten. Det fortæller Messerschmidt B.T.

»Jeg er rystet over dommen og meget overrasket. Det må jeg sige,« siger Morten Messerschmidt, til B.T.

»Det er en meget, meget voldsom dom, synes jeg. Både at kun én dommer (ud af 26. red) mener, at Inger skal frifindes, og derudover, at hun får ubetinget fængsel. Det synes jeg er vildt,« siger næstformanden.

»Uforståelig dom«

Gruppeformand i Dansk Folkeparti, Peter Skaarup, kalder dommen på Twitter for »helt uforståelig«.

»Helt uforståelig dom. Inger Støjberg gjorde det rigtige. Barnebrude skal ikke være til diskussion i Danmark – uanset hvad forældede konventioner måtte mene,« skriver Peter Skaarup.

Den tidligere minister og Venstre-mand Søren Pind skriver på Twitter:

»Sådan måtte det blive. Det gør mig ondt for Inger Støjberg. Men det er godt for dansk folkestyre. Lov er lov, og lov skal holdes. Det gælder særligt for ministre,« skriver Søren Pind.

DF’er rystet

Dansk Folkepartis social- og ældreordfører, Karina Adsbøl, skriver i et Facebook-opslag, at hun er rystet over dommen.

»Jeg er ærlig talt rystet over den dom der er faldet i dag. Fængslerne i dag er overfyldt, og der mangler fængselspladser, og jeg mener ikke, at Inger skal fylde en op. Dommen er afsagt, og kan ikke ændres. Jeg er oprigtig ked af det på Ingers vegne,« skriver Karina Adsbøl.

Radikale Venstres retsordfører, Samira Nawa, mener, at det nu må stå klart og tydeligt for enhver, der ellers skulle have været i tvivl, at Støjberg begik lovbrud.

Det siger hun til TV 2.

»Det står helt tydeligt nu, at man ikke bare kan kalde tingene for ”barnebrude” og spinne sig ud af et lovbrud,« Samira Nawa.

Retsordfører i SF Karina Lorentzen Dehnhardt ser med alvor på, at Inger Støjberg bevidst har tilsidesat loven.

»Alle kan godt tale om barnebrude, men når man skærer helt ind, handler den her sag om, at man overholder lovgivningen,« siger Karina Lorentzen til TV 2 News.

Dom i Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Her taler hun med pressen efter dommen. Foto: Jens Dresling

Nu, hvor dommen er afsagt mod Inger Støjberg, er det efter Grundloven op til Folketinget at stemme om, hvorvidt Inger Støjberg skal erklæres egnet til at fortsætte i Folketinget. Bliver hun erklæret ”uværdig” ryger hun ud af Folketinget indtil næste valg, hvor hun igen kan vælges i Folketinget.

Udvalget til Valgs Prøvelse i Folketinget skal med andre ord nu vurdere, om Inger Støjberg er værdig til at sidde i Folketinget.

Udvalgsmedlem Sikandar Siddique fra Frie Grønne har anmodet om dette. Det bekræfter udvalgsformand Lennart Damsbo-Andersen (S), skriver TV 2. Det er dog i sidste ende Folketinget, som træffer den endelige beslutning.

Du kan genlæse vores liveblog fra Rigsretten herunder: