Fortsæt til indhold

Forventer mere end 10.000 smittetilfælde om dagen

Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at den nye, smitsomme Omikron-variant i løbet af denne uge vil blive den dominerende covid-19-variant.

Samfund
af

Statens Serum Institut (SSI) vurderer, at den nye, smitsomme Omikron-variant i løbet af denne uge vil blive den dominerende covid-19-variant. Samtidig forventer Statens Serum Institut, at den kommende tid vil byde på over 10.000 smittetilfælde om dagen.

Det meddeler Statens Serum Institut i en pressemeddelelse mandag.

SSI skriver, at Omikron-varianten vil blive den dominerende covid-19-variant i Region Hovedstaden allerede i denne uge. Dertil bemærker SSI dog, at der er »betydelige regionale forskelle« i smitteudviklingen. Det er derfor mere usikkert, hvornår Omikron bliver den dominerende variant i resten af landet.

Direktør i Statens Serum Institut, Henrik Ullum, udtaler:

»En stigende smittespredning i samfundet vil medføre en høj risiko for en afledt stigning i antallet af indlæggelser særligt blandt uvaccinerede og vaccinerede svækkede personer,« siger Henrik Ullum.

Med den nye risikovurdering er det ifølge Henrik Ullum blevet endnu vigtigere at få vaccineret så mange som muligt.

»Vi forventer at både 2. og især 3. stik beskytter imod alvorlige sygdomsforløb af omikron. Derudover peger nye undersøgelser fra England på, at 3. stik også giver beskyttelse imod symptomgivende infektion. Derfor er en hurtig udrulning af 3. stik helt afgørende for at dæmpe både smittespredningen og ikke specielt de alvorlige forløb i den kommende tid,« siger Henrik Ullum.

Mandag er det samlede antal registrerede tilfælde med Omikron-varianten 3.447.

Det er 966 flere end søndag, hvor tallet var 2.471.

Antallet af nye tilfælde er steget hver dag den seneste uge, melder Ritzau ifølge Ekstra Bladet.

Smittetilfældene med Omikron er især udbredte i aldersgruppen 20-29, hvor over en tredjedel af tilfældene er fundet, melder Ritzau.

Mandag blev der registreret 7.799 smittetilfælde herhjemme.