Endnu en smitterekord: Runder mere end 8.000 smittetilfælde
Der er det seneste døgn blevet registreret 8.314 nye smittetilfælde med coronavirus. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut (SSI). Det er samtidig et rekordhøjt antal smittede på ét døgn i Danmark i løbet af hele coronaepidemien.
Mandag lå tallet på 7.799 – hvilket indtil i går var det hidtil højeste antal målt på et enkelt døgn.
Der er lige nu i alt 498 indlagte patienter med coronavirus på landets hospitaler. Antallet af indlæggelser er siden mandag steget med 11. Antallet af indlagte på intensiv er siden mandag steget med tre. I øjeblikket er der derfor 70 indlagte patienter med coronavirus på landets intensivafdelinger.
På Twitter meddeler sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at kontaktetallet lige nu er 1,1. På Twitter skriver Heunicke, at han forventer, at kontakttallet vil stige i den kommende tid på grund af den smitsomme Omikron-variant.
»Vi har altså en epidemi i vækst, hvilket også bekræftes af andre nøgletal som incidens og desværre meget høje positiv procenter,« skriver sundhedsministeren bl.a.
De rekordmange smittetilfælde er fundet blandt 201.322 pcr-tests. Der giver en positiv propcent på 4,13.
Det er en smule mindre end mandagens positiv procent, der lød på i alt 4,2 – det markerede samtidig den højeste positiv procent, der er blevet målt i den tid, hvor det har været muligt for alle danskere at blive testet for coronavirus.
Omikron-varianten er hastigt på vej til at udgøre den dominerende variant herhjemme. Det meddelte Statens Serum Institut mandag i en pressemeddelelse. Samtidig blev det gjort klart, at smittetallet den kommende tid vil krybe op over svimlende 10.000 daglige smittetilfælde med coronavirus.
Det var den dystre forudsigelse, som SSI udkom med mandag, da risikovurderingen af Omikron-varianten blev opdateret.