Fortsæt til indhold

Morgenoverblikket: Få morgenens største historier

Godmorgen - og velkommen til Lokalavisens nyhedsoverblik onsdag den 15. december, der giver dig morgenens største historier og klæder dig på til dagen.

Samfund
1 Låner hospitalsansatte ud

Vi starter i Region Midtjylland og Region Syddanmark, hvor har man pillet læger og sygeplejersker ud af det daglige hospitalsarbejde for at få hænder nok til at give danskerne det tredje stik med coronavaccinen. Det kan have indflydelse på ventelisterne og de planlagte operationer. Det skriver DR.

Det er ifølge lægefaglig direktør i Region Midt den rigtige prioritering, for flere alvorligt syge vil i sidste ende give et større pres på hospitalerne.

2 Undersøgelse af skandaleskole viser ledersvigt

Vi vender blikket mod Aarhus, hvor den skandaleramte Søndervangsskole i bydelen Viby havde ikke styr på de interne linjer, selvom elevernes gode resultater gav genkyd over hele landet. Efter anklager fra lærerstaben om snyd med resultaterne, blev en ekstern undersøgelse iværksat, og skoleleder Rani Hørlyck gik af.

Rapportens konklusioner peger på et grundlæggende dårligt arbejdsmiljø på skolen og fejl i afviklingen af de årlige prøver, som kan have givet eleverne bedre karakterer, end de måske ellers ville have fået. Også Aarhus Kommune får kritik, fordi der ikke er ført tilstrækkeligt tilsyn med skolen.

Den tidligere skoleleder udtalte sig i aftes til Lokalavisen for første gang siden afgangen. Læs det her.

3 Dansk firma dømt for at sælge jet-brændstof til Rusland

Tirsdag blev der afsagt dom i den sensationelle sag mod det danske firma Dan Bunkering, ejerselskabet Bunker Holding og topdirektøren Keld Demant. Det skriver DR.

Retten i Odense fandt dem skyldige i at have brudt EU’s sanktioner ved at levere jetbrændstof, der endte i russiske kampfly i Syrien fra 2015 til 2017. De russiske kampfly bombede massivt i Syrien til støtte for den syriske præsident Bashar al-Assad.

Dommen lød på 30 millioner kroner i bøde til Dan-Bunkering og fire millioner kroner i bøde til ejerselskabet Bunker Holding. Bunker Holdings administrerende direktør Keld Demant fik fire måneders betinget fængsel.

Strafferetsprofessor Thomas Elholm fra Københavns Universitet kalder det en usædvanlig dom.

»Det er ikke tit, vi ser bøder af den størrelsesorden i Danmark. Og det er heller ikke hver dag, vi ser direktører, der bliver idømt frihedsstraf,« siger Thomas Elholm til DR.

Vejret

Onsdagen bliver overvejende tør, men mildt med temperaturer mellem 7 og 10 grader. Vinden er let til frisk omkring vest.

I løbet af aftenen begynder det at klare op fra nordvest og i nat fortsætter opklaringen videre mod sydøst, så det efterhånden bliver klart vejr i det meste af landet. Temperaturen falder til mellem 3 og 6 grader, og vinden bliver svag til frisk fra vest og nordvest. Det oplyser DMI.