Fortsæt til indhold

Det Grønne Museum er nomineret til nordisk madpris

Museet ved Auning kan blive udnævnt som det bedste sted i Norden til at få viden om madens historie.

Samfund

Det Grønne Museum i Auning kan blive udnævnt som Nordens bedste madkommunikatør.

Det står fast, efter de nominerede til den nordiske madpris Embla er blevet offentliggjort.

Det Grønne Museum er her i selskab med seks andre danske nominerede i andre kategorier som Nordisk Madiværksætter og Nordisk Maddestination.

Embla er en fælles nordisk madpris, skal styrke den fælles nordiske mad-identitet, kultur og øge interessen for nordisk mad uden for Norden.

Stærkt dansk felt

Det er en dansk jury, der indtil videre har nomineret de syv danske bidrag, der skal kæmpe med om priserne 11. marts i Oslo, og det er et stærkt felt, vurderer Mette Gammicha fra Landbrug & Fødevarer, som er en af syv nordiske landbrugsorganisationer der står bag madprisen.

»Juryen har lagt vægt på, at de syv indstillede danske kandidater har vist nytænkning, men med respekt for de nordiske traditioner og fødevarekultur. Samtidig har kandidaterne alle vist at passion, innovation og fokus på bæredygtighed kan skabe en forretning eller et projekt, der gør en forskel i samfundet,« siger Mette Gammicchia, Chef for Marked & Ernæring i Landbrug & Fødevarer.

Hylder Norden

I alt er der kommet 370 indstillinger ind fra de syv deltagende nordiske lande.

Der er i alt syv kategorier indenfor Embla-prisen; Nordisk madhåndværker, Nordisk råvareproducent, Nordisk mad til mange, Nordisk madkommunikatør, Nordisk maddestination, Nordisk madiværksætter og Nordisk mad til børn og unge.

Priserne sætter fokus på råvarer og produktionsmetoder, bæredygtige koncepter, kommunikation samt de professionelle, der står bag det hele.

Embla hylder det ypperste i det nordiske køkken og er med til at styrke den nordiske madidentitet og kultur samt øge interessen for nordisk mad og de bedste koncepter uden for Norden.

Formålet med prisen er at få delt viden og erfaringer fra alle de nordiske lande. Prisen uddeles i Oslo 11. marts 2022.