Fortsæt til indhold

Restriktioner kan forhindre danskerne i at komme hjem til jul

Flere tusinde danskere kan grundet nye rejsekrav blive hindret i at komme hjem til jul.

Samfund
af

Søndag morgen klokken 8.00 trådte en række nye restriktioner i kraft. Og for den kollektive transport betyder det bl.a., at der nu bliver indført krav om coronapas i både fjernbusser og fjerntog. Derudover bliver der nu indført krav om pladsbillet i DSB’s Intercity- og Intercitylyntog

Det har Transportministeriet meddelt i en pressemeddelelse.

Danskerne skal derfor nu både kunne fremvise et gyldigt coronapas samt pladsbillet – udover deres almindelige billet.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) forklarede lørdag til Ritzau, at det handler om, at det skal være muligt at benytte den kollektive transport og stadig være tryg.

»Vi skal med andre ord ikke lægge begrænsninger på den kollektive transport, men derimod sikre, at vi gør alt, hvad vi kan, for at forhindre smittespredningen,« lød det fra transportministeren lørdag.

Men for flere tusinde danskeres vedkommende kan en særlig regel nu få afgørende betydning for juleferien.

Coronapassets gyldighed annulleres nemlig automatisk i 14 dage fra den dag, man er blevet registreret smittet.

Og det kan altså få konsekvenser for de danskere, der er blevet smittet fra den 10. december og frem – hvis de altså har planer om at rejse med den kollektive transport i juledagene.

Ifølge TV 2 drejer det sig i skrivende stund om 79.275 personer.

Danskere smittet med coronavirus fra den 10. december og frem, der har planer om at fejre jul i den anden ende af landet, kan ikke benytte den kollektive transport på rejsen. Her skal der grundet de nye restriktioner i stedet tages alternative løsninger i brug.

Benny Engelbrecht fortæller til DR, at personer, der er afhængige af den kollektive transport for at kunne komme på arbejde, vil blive undtaget for kravet om coronapas – hvis de vel at mærke er blevet raske tidligere end 14 dage efter en positiv test.

I en pressemeddelelse lørdag sagde transportministeren følgende om problematikken:

»Det går rigtig stærkt med smitten lige nu, og derfor er der også brug for ekstra opmærksomhed og ekstra tiltag, så juletrafikken kan opretholdes og smittespredningen mindskes. Derfor indfører vi nu krav om coronapas på de lange rejser samt pladsbilletkrav, så der ikke er overfyldte tog i juleperioden, hvor mange rejser længere. Samtidig er der også behov for, at dem, der bruger fjerntoget på arbejde kan komme med, og derfor indfører vi en ordning, der kan håndtere det for dem, der er raske efter corona, men endnu ikke har fået deres coronapas igen.«

Undtagelsen gælder dog ikke, hvis man skal fejre jul med familien i den anden ende af landet.

»Har man været smittet, bør man vente med at tage den kollektive transport, indtil man har et coronapas, som er gyldigt, medmindre man har en særlig undtagelse, fordi man skal på arbejde,« siger Benny Engelbrecht til DR.