Skynd dig: »Det er helt vildt! Alt er solgt«
Vi har sonderet det aarhusianske terræn for takeaway-kuverter til årets sidste dag, og efterspørgslen er høj hos flere af de restauratører, vi har talt med.
»Til nytår skal det hele bare spille for de fleste mennesker. Det er champagne og store cigarer, og så har man ét shot til at få lavet den perfekte aften. Jeg tror, rigtig mange har fået øjnene op for, at det betaler sig at få lidt hjælp,« siger ejer af Madklubben, Anders Aagaard, som en af årsagerne til efterspørgslen på takeaway-kuverter nytårsaften.
Han og andre indehavere af restauranter rundt omkring i Aarhus forbereder sig til årets sidste dag. Takeaway-kuverterne er at finde mange steder, og det er i den grad noget, som folk benytter sig af.
Vi har talt med fire restaurantejere om takeaway på torsk, bobler og hvad, der ellers hører til nytårsaften. En enkelt af dem melder udsolgt, og andre nærmer sig.
Mellemrums faste håndværkere
På Fredens Torv 2 er personalet på Mellemrum klar til at trække i forklæderne og koge kunst til deres gæster. Ejer, Allan Thallaug, fortæller, at de lukker for bestillinger 27. december, hvor erfaringer viser, at de kan melde udsolgt.
»Det ser yderst fornuftigt ud. Og vi regner da med at få solgt ud! Det ligner de tidligere år,« fortæller Allan Thallaug, men påpeger også, at noget har ændret sig hos deres gæster i forhold til sidst år, hvor Covid-restriktioner stadig var nyt land:
»Jeg tror, folk måske lurepasser den lidt og ser, hvordan festen til den tid kan afholdes. Men vi er jo også som befolkning mere erfarne med den her situation end tidligere.«
Mellemrum lukker tre ud af fire af deres restauranter 27. december, så de faste håndværkere, som Allan Thallaug kalder sit personale, kan koncentrere sig om nytårsmenuen. En menu som ejeren i øvrigt selv skal benytte sig af.
Madklubben melder udsolgt
For tre nytårsaftener siden forsøgte Madklubbens ejer, Anders Aagaard, sig for første gang med takeaway. Dengang lavede de cirka 2000 kuverter. Året efter 1000 mere. I 2020 var det cirka 8000 med et par hundrede i overskud, så vidt ejeren husker. Det samme kan ikke siges i år, hvor der er skruet gevaldigt op for både mængde og salg:
»Vi har solgt 15.000 nytårsmenuer på landsplan i år. Det er helt vildt! Alt er solgt. Vi er virkelig glade, navnlig i den her halvkedelige situation, som restaurationsbranchen står i lige nu.«
Han kalder restriktionerne for ’en dårlig genudsendelse af en sløj film’, men udtrykker i samme åndedrag dyb taknemmelighed:
»Allerede inden de nye restriktioner trådte i kraft, havde folk købt deres nytårsmenuer hos os, så det er en kæmpe cadeau,« siger den glade ejer, der ikke selv kommer til at sætte tænderne i menuen:
»Jeg er blevet inviteret til nytår hos venner, så jeg skal ikke have noget som helst med mad at gøre i år!«
De tør godt invitere en kok på mad?
»De har allerede vundet bare ved at invitere mig. De ved, jeg er lykkelig, når andre gider at lave mad til mig i stedet for, at jeg selv skal stå for det.«
Juliette tilføjer lidt ’lir’
Det var coronaen, der fik indehaver af Juliette i Jægergårdsgade, Juliette Itchner, til at tænke i kreative takeaway-baner og tilbyde nytårskuverter til sine gæster. Dengang gik det stærkt, og de 50, som Juliette Itchner havde sat til salg, voksede på ganske få dage med 300 procent:
»Ja, det var utroligt, det gik så hurtigt! I år går det ikke lige så stærkt,« fortæller indehaveren.
Hun tror, det handler om, at der er kommet langt flere nytårsmenuer som takeaway på markedet i år. Dog ændrer det ikke på, at målet er at ramme samme antal som sidste år, nemlig 150 kuverter:
»Indtil videre er vi oppe på nogen og 50. Men der kommer bestillinger ind hver dag, så det kan sagtens gå hurtigt op til nytår. Vi skal lige forbi julen.«
Juliette Itchner serverer egen menu til sig selv og sine gæster:
»Og tilføjer lidt ekstra lir,« griner hun uden at løfte sløret for, hvad.
Malling Kro åbner på ny
Det sidste spisested i rækken er Malling Kro, der blev overtaget af ægteparret, Rune og Tina Aaby, på årets først dag i 2021. Så denne nytårsaften bliver deres første på kroen – og det er ind til videre gået godt:
»Vi tilbyder 600 menuer. Vi lukker højst sandsynligt ned i dag eller i morgen, hvor vi satser på at melde udsolgt,« siger Rune Aaby, der er tidligere ejer af Skovmøllen nær Moesgaard og derfor kender til den årlige travlhed.
Dog stemmer han i med ejer af Mellemrum, Allan Thallaug – gæsterne lurepasser:
»I år er det faktisk gået lidt langsommere end normalt. Som om gæsterne er lidt mere påpasselige. Og så bestiller de i mindre hold. Før var det 12-20-mandsbestillinger, nu er det mere til to eller fire personer. Folk holder nytår i mindre hold.«
Rune og Tina Aaby har en fast tradition med ikke at spise deres egen menu nytårsaften:
»Når man har lavet det samme mad i dagevis, gider man ikke spise det. Så vi bestiller altid forskellige steder ude fra. I år er det fra Fru Møller,« fortæller Rune Aaby.
Malling Kro har i skrivende stund nogle kuverter tilbage, men får indehaveren ret, forsvinder disse om ganske få timer.