Populær tankstation og pakkeshop ramt af rotter igen
Circle K på Rosenvangs Allé har igen måttet lukke – det er ellers ikke mange dage siden, at butikken igen kunne åbne efter have været lukket på grund af netop rotter.
Først var der åbent, så kom en rotte ind på lageret, og så var der lukket. Siden kom en skadedyrsbekæmper og sagde, at forretningen nu var lukket for rotter, men klar igen til at åbne for mennesker. Men nu er der så lukket igen - altså for mennesker. Alt sammen sket indenfor to uger.
Det måske snirklede forløb beskrevet foroven drejer sig om tankstationen og pakkeshoppen Circle K på Rosenvangs Allé i Højbjerg - som nu igen har fået ubudent gnaverbesøg.
»Rotten er desværre vendt tilbage, og vi har i dag fundet nye spor efter den på vores lager. Derfor har vi været nødsaget til at lukke butikken endnu engang – til at starte med i 48 timer fra middagstid mandag,« siger Kirsten Grumstrup, pressekontakt hos Circle K til Århus Stiftstidende.
Rotten har gnavet sig gennem det hul, der blev lukket i sidste uge, og nu er skadedyrsbekæmpere altså igen sat på sagen. Går alt vel, skulle pakkeshoppen og tankstationen åbne igen fredag eftermiddag.
Rotten er desværre vendt tilbage, og vi har i dag fundet nye spor efter den på vores lager. Derfor har vi været nødsaget til at lukke butikken endnu engang – til at starte med i 48 timer fra middagstid mandag.Kirsten Grumstrup, pressekontakt hos Circle K.
Begyndte inden jul
Første gang kunder måtte finde et andet sted at shoppe eller hente pakker var lige før juleaften, hvor kunderne blev mødt af et skilt på ruden af butikken, som sagde:
»Butikken er midlertidigt lukket pga. af mistanke om skadedyr.«
Og det skadedyr var som tidligere nævnt en rotte, og rotten havde været ude på lageret. Alle pakker til pakkeshoppen blev dengang flyttet, og modtagere af pakker blev adviseret om, at de kunne hente deres post andre steder.
Og indtil rotte-miseren er helt ude af verden, bliver kunderne nu henvist til Circle K-stationen på Stenvej i Skåde, mens det stadig er muligt at tanke og vaske bil på Rosenvangs Allé.