Præsteklumme: Mor, din boomer!!!!
En lørdag lige inden sommerferien havde min datter en flok veninder fra skolen på besøg til spisning, afskedshygge og overnatning. Nu var folkeskoletiden forbi, og ligesom min egen datter, skulle de fleste videre ud i livet på efterskole.
Da aftensmaden var på bordet, kaldte jeg på de unge mennesker, men da de kom og satte sig, var der en tallerken for meget. Øh, har jeg talt forkert? Spurgte jeg. Var I ikke ti ? Jo, svarede min datter, men Jenks de tog hjem. Nå, sagde jeg, øh, der er kun én tallerken for meget, men er der flere der er taget hjem? NEJ, mor, Jenks de tog hjem. Jeg lignede eet stort spørgsmålstegn, og så lød det: MOR, din BOOMER !!!
Det tog lidt tid for mig at fatte, at Anna fra klassen nu var blevet til Jenks og skulle tiltales og omtales de og dem. Og at der hverken var tale om skizofreni eller majestætis pluralis (altså som når majestæten skal omtales i flertal), men om at Jenks er non-binær, og derfor hverken identificerer sig som han eller hun, men samtidig måske alligevel lidt som både og. Og det respekterer hendes veninder som det selvfølgeligste af verden. Og derfor gjorde min datter meget ud af at forklare mig det og irettesætte mig.
Så blev det efterskoletid, og på ankomstdagen holdt forstanderen en meget smuk og stærk velkomsttale, hvori han understregede, at her på skolen skal man have lov at tage plads som den man er, og man skal give plads til andre, så de andre får lov at være dem de er. Accept og rummelighed var nøgleord. Og så citerede han Løgstrup: Vi har aldrig med et andet menneske at gøre, uden vi holder lidt af det menneskes liv i vores hånd. Dette citat, forklarede han, var skolens motto. Og jeg tænkte: Her er jeg tryg ved at efterlade min kære, store pige.
Første gang min datter var hjemme på weekend fra efterskolen, kunne hun så berette, at under middagssamling en dag i en af de første uger, havde Liv rejst sig og op sagt, at fra nu af ønskede hun at kaldes Noah og tiltales de og dem. Og alle havde spontant klappet. Og alle tog det som den naturligste ting af verden. Også lærerne. Og jeg tænkte, hvor er der sket meget siden jeg selv var ung. Hvor har verden forandret sig, og hvor ER det godt!!! Hvor er det godt, at de unge kan lære os gamle noget om rummelighed, og hvor er det godt, at de kan opdrage på os. Og hvor er det vidunderligt at en skole og dens leder og lærerstab vil gå forrest i at skabe et favnende et miljø, hvor alle føler sig accepteret præcis som dem de er. Vi skal ikke tænke ret mange år tilbage, for at det ville være utænkeligt at et ungt menneske som Liv turde stille sig op og erklære, at hun hellere ville være Noah. Vi skal ikke ret mange år tilbage for at finde et hav af ulykkelige skæbner, mennesker, der følte sig i den grad forkerte og som var dybt ensomme, fordi de ikke kunne vise eller fortælle for nogen, hvem de i virkeligheden inderst inde følte sig som.
Men normerne rykker sig nu. Grænserne for hvordan vi må opfatte os selv og hinanden som køn bliver brudt ned. Og selvom det kan være svært for nogle af os gamle at følge med, så er det de unge der har fat i den lange ende. Det er de unge der er fremtiden. Stive normer og grænser for hvordan man må være som menneske, fører kun til fordømmelsen af andre eller latterliggørelsen af andre. Men hvis vi lærer citatet af Løgstrup udenad, og gør det til vores personlige motto, så opdager vi, at vi slet ikke kan tillade os at sætte grænser op for hvordan andre må være og føle sig. For gør vi det, dømmer vi hinanden.
Mine gamle forældre har gennem årene af og til sagt: Det, vi har lært allermest af i livet, er at have haft børn. Det er i virkeligheden jer børn der har opdraget os mere end vi har opdraget jer. Den bemærkning tænker jeg tit på, når jeg nu bliver opdraget af mine egne børn. Ofte er de langt klogere end jeg, og jeg tror, mange på min alder og opefter kan lære rigtig meget af ungdommen. Lære noget om tolerance, rummelighed og accept. Det er gudskelov ikke os gamle, men ungdommen der er fremtiden, og derfor er der håb for at verden fremover kan blive et bedre sted at være menneske, uanset om man føler sig som han, hun, hen, de eller dem. Også uanset man som jeg bare er en gammel boomer. kh. Vibe
OBS. Boomer: En drillende betegnelse for os, der er født mellem 1946 og 1964, og som derfor regnes som så gamle, at vi kan have lidt svært ved at følge med.