Fortsæt til indhold

Regionen mere end halverer antal hurtigtest: Allerede i weekenden lukker testcentre i Aarhus

Der er ikke længere behov for hurtigtest af borgere i Danmark, og derfor lukker testcentrene landet over. Allerede fra på mandag lukker flere centre i Aarhus.

Samfund

Allerede i weekenden mister aarhusianerne flere muligheder for at blive hurtigtestet.

Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.

Regionen mere end halverer hurtigtest-kapaciteten fra nuværende 105.000 til 42.000 fra på mandag, skriver de.

For aarhusianerne betyder det, at der lukkes to hurtigtestcentre i løbet af weekenden.

I Falcks testcenter i den gamle H&M på Lille Torv i Aarhus C er lørdag den 5. februar sidste testdato, og testcenteret i Kulturhuset Bunkeren på Olof Palmes Allé har sidste testdag søndag.

Udover lukningen vil flere testcentre i regionen nedsætte åbningstiderne, meddeler Region Midtjylland.

Alle centrer lukker i marts

Fredag meddelte Styrelsen for Forsyningssikkerhed, at alle hurtigtestcentre i Danmark lukker ned inden 6. marts.

Det gør de ifølge styrelsens direktør, fordi behovet for hurtigtest ikke længere er der, og man har fra statslig side nu opsagt kontrakterne med de private udbydere af hurtigtest; Falck, Carelink og Copenhagen Medical.

»Nu er vi kommet dertil, hvor vi kan teste os selv derhjemme, og samtidig er stort set alle restriktioner bortfaldet, så derfor har vi ikke længere samme behov for hurtigtestcentrene. Men man vil stadig kunne få en PCR-test,« sagde Lisbet Zilmer-Johns tidligere på dagen fredag.