Pablo har kurs mod iskoldt eventyr: »Man skal gribe chancen, når den er der«

Nedtællingen er begyndt for trekløveret Mikael, Christian og Pablo fra Tebstrup, Ry og Stjær. Om 10 dage lyder startskuddet til velgørenhedsløbet Baltic Sea Circle Winter Edition 2022, hvor de i en 20 år gammel Volvo og uden brug af GPS vil forsøge at tilbagelægge 7.500 km. fra Hamborg til Nordkap og retur.

Mens tvillingerne Mikael og Christian Hald er noget nær globetrottere, er Pablo ikke specielt berejst. Til gengæld har han noget andet med i bagagen, som gør, at denne tur er noget helt specielt for ham.

»Jeg føler mig meget privilegeret. Jeg kommer fra gaden og bliver adopteret. Der fik jeg en chance mere i livet. Så får jeg kræft og bliver helbredt. Der fik jeg så endnu en chance. Man skal huske at værdsætte livet og gribe de chancer, man får - og udnytte dem, mens det er muligt. Og lige nu giver det rigtig god mening for mig at gribe chancen og tage med på det her eventyr,« forklarer han.

»Jeg er ikke sådan en, der har rejst specielt meget - bare sådan helt almindelige sommerferier. Og så komme de her to gutter og serverer den her skøre ide om, at vi skal deltage i det her velgørenhedsløb sammen. Det lød megafedt. Og jeg får så tilmed lov at bestemme, hvad pengene, vi indsamler, skal gå til.«

Med et langvarigt kræftbehandlingsforløb i bagagen behøvede Pablo ikke tid til overvejelser. Pengene skal gå til Børnecancerfonden - og allerhelst til projektet All-Star, der har som mål at kortlægge og afhjælpe senfølger hos unge og voksne, der har haft kræftsygdommen ALL (Akut lymfatisk leukæmi) som børn.

Fik leukæmi som 21-årig

Pablo var 21 år, da han for 13 år siden blev syg af den alvorlige blodsygdom ALL.

»Jeg skulle på turne og ud og lave ’Grøn Koncert’ med det firma, jeg arbejdede for. Det havde jeg glædet mig helt sindssygt meget til. men jeg havde det ikke så godt. Jeg havde meget ondt i ryggen, og på et tidspunkt blev det så slemt, at jeg var nødt til at lægge mig på ryggen,« fortæller han.

Der var noget helt galt. Hos lægen fik Pablo beskeden, at han havde stress og skulle tage et par panodiler, men det lykkedes til sidste at få lægen ovetalt til, at han skulle tjekkes. Først gik turen til Horsens, så til Skejby og derfra til Amtssygehuset, hvor det begyndte at dæmre for ham, at noget vitterlig var helt galt.

»På et tidspunkt siger en læge til mig: »Ved du hvad, hvis du ikke kommer i behandling nu, så har du nok kun 14 dage tilbage.« Det var noget af en øjenåbner. Alligevel troede jeg stadig, det var noget med at tage nogle piller et stykke tid og så var det det. Men nej. »Du skal nok ikke regne med her i den første periode, at du kommer hjem det næste halve år.« Nej, nej, nej. Det gik slet ikke op for mig i starten, hvor alvorligt det egentlig var. Det skulle lige bearbejdes,« husker han.

Det blev starten på et behandlingsforløb, der strakte sig over de næste tre og et halvt år. Trods sin sygdom holdt Pablo fast i et positivt livssyn og forsøgte at få det bedst mulige ud af situationen.

»Jeg har prøvet hele vejen igennem at tage det positivt. Det var min måde at tackle det på. Jeg kan bedst lide at prøve, at få det mest positive ud af tingene, også selvom det var meget kritisk. Jeg forsøgte at sætte nogle ting i gang. Når man er 21, er man ikke længere et barn, og derfor blev jeg placeret på en stue sammen med nogle i 50’erne. Dér kunne jeg godt føle mig lidt ensom. Jeg manglede nogen at dele mine tanker med. Men så fik jeg det arrangeret sådan, at vi unge kunne få vores egen stue. Jeg var i kælderen og finde udstyr, købte en X-box og fik nogen til at sponsorere fjernsyn. Jeg fik også ændret på maden til os unge. Jeg aftalte med køkkenet, at vi kunne få for eksempel pizza. Vi skulle jo have noget at spise - det var det vigtigste - og vi unge gad ikke dampede ærter.«

Penge til All-Star

Mange af de ting, Pablo fik sat i gang, mens han var indlagt, fortsatte efter han blev erklæret rask. Der blev søgt penge og oprettet en pulje, så Stue 11 kunne fortsætte som en ungdomsstue.

»Det var mit andet hjem i næsten tre år. Bagefter gik jeg i en lang periode meget dårligt. Kemo er slem i sig, men bivirkningerne er også slemme. Nogle får kronisk hovedpine eller kronisk træthed. Kemo ødelægger meget i kroppen, og jeg fik kemo i to og et halvt år. Derfor skulle jeg bagefter have nye hofter. Men der gik lang tid før mine tal var gode nok til, at jeg kunne opereres. Det var en meget lang proces,« konstaterer han.

Børnecancerfondens All-Starprojekt er først kommet til længe efter at Pablo blev erklæret rask.

»Jeg kender jo hele turen og alle de problemer, man står overfor. Derfor er det så vigtigt for mig at støtte op om det her projekt. At få en alvorlig sygdom som ALL er en meget lang proces. Både undervejs og bagefter med alle bivirkningerne. Der er også hele den psykiske del af det. Det hjælper rigtig meget at tale med nogen om det - at have nogen at dele det med,« understreger han.

På nuværende tidspunkt har Team Hilbilly Express - der hedder sådan, fordi det stavet på den korrekte måde, hillbilly, ville forsvinde totalt i vrimlen på nettet, men med en enkelt stavefejl er let at finde - indsamlet tæt på 10.000 kr. og er i mål med det beløb på 7.000€, som er adgangsbillettet til løbet.

»det var virkelig svært at løbe indsamlingen i gang helt fra scratch, men nu er der begyndt at komme penge ind, og vi har fået mod på det. Først var målet at indsamle 50.000 kr. men nu går vi efter 100.000 kr.«