Fortsæt til indhold

Kosmetolog MissMaja har endelig turdet tag springet

Drømmen har altid været der. Nu er den realiseret. 38-årige Maja Fredsbo har åbnet klinikken ’Kosmetolog MissMaja’ i Hadsten.

Samfund

Hun har 17 års erfaring som kosmetolog, fodplejer og massør, men først nu er hun sprunget ud i det selvstændige liv med egen klinik i forlængelse af privaten i Hadsten.

» Lige siden jeg blev udlært, har jeg drømt om mit eget sted, men jeg har ikke turdet,« siger Maja Fredsbo med et smil.

»Jeg har jo leget med tanken så tit, så det er vildt, at drømmen nu er gået i opfyldelse. Jeg har på ingen måde fortrudt springet, selvom det da er nervepirrende,« fortsætter klinik-ejeren.

Det var først, da hun og kæresten købte huset på Vesterskovvej 42 for et par år siden, at hun begyndte at reagere på drømmen.

»Det var faktisk min kæreste, som pressede lidt på, for nu var muligheden her faktisk, og så fik jeg virkelig blod på tanden,« siger 38-årige Maja Fredsbo, som kalder klinikken ’Kosmetolog MissMaja’.

MissMaja tilbyder ansigtsbehandlinger, fodbehandlinger, massage, shellac, manicure, voksbehandlinger, vippebuk, vippe extensions og snart også kosmetiske tatoveringer i form af ombre-skygge i øjenbrynene og permanent eyeliner.

Stolt

For at være sikret en indkomst er hun ved siden af klinikken ansat i flyverkorpset i hjemmeplejen i Aarhus.

»Det er deltid, og jeg kan helt selv beslutte, hvornår jeg gerne vil arbejde, så det passer perfekt med klinikken. Lige nu synes jeg, at det er en dejlig fordeling af mine arbejdstimer, for i hjemmeplejen har jeg kollegaer, som jeg jo ikke har i klinikken. Men på længere sigt er forhåbningen da, at jeg har arbejdet klinikken op til et fuldtidsjob,« siger Maja Fredsbo, som er enormt stolt af sig selv for at turde at realisere klinikken.

»Jeg har altid været en meget genert pige, men nu er jeg kommet ud af min skal. Så ja, jeg er stolt af mig selv. Der er mange barriere, jeg har overkommet,« siger MissMaja.