Opgang evakueret: Brand i etageejendom - familie kørt på hospitalet
En etageejendom i Vejle er blevet evakueret oven på brand, og en familie er kørt til undersøgelser på hospitalet.
Lørdag morgen opstod der brand i en lejlighed på Finlandsvej i Vejle.
Branden blev anmeldt kl. 7.48, og da politi og brandvæsen ankom til adressen, var der kraftig røgudvikling i opgangen, mens der var brudt brand i en stuelejlighed i ejendommen.
»Brandvæsenet har evakueret de resterende lejligheder i opgangen, og lejligheden har efterfølgende vist sig at være udbrændt,« siger Mads Flansmose, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi.
Branden blev slukket, og familien, der boede i den pågældende lejlighed, blev kørt på hospitalet for at blive tilset. Ingen af dem er kommet til skade.
Pga. den kraftige røgudvikling er opgangen og flere af de andre lejligheder så medtaget, at beboerne fra de resterende lejligheder nu skal genhuses. Det drejer sig om i alt seks lejligheder, som er ubeboelige.
Lige nu er man ved at rydde op på stedet, og herefter skal teknikere efterforske stedet for at finde en brandårsag.