Fortsæt til indhold

Solgt til prisen: Lynhurtig handel af Danmarks billigste villa

I en lynhurtig handel på bare en uge blev Danmarks billigste villa solgt.

Samfund
Boliga

Der skulle tydeligvis ikke meget betænkningstid til, før køberen af Danmarks billigste hus havde besluttet sig.

I hvert fald fik det noget slidte hus, som ligger i den lille landsby Terpet i Nordjylland, kun lov til at ligge omkring en uge på det offentlige boligmarked, før det blev solgt.

Det skriver boligmediet Boliga.dk.

Oveni i den hurtige salgstid har køberen heller ikke brugt tid på at forhandle om den lave udbudspris på 75.000 kroner. Tværtimod har det nok nærmere været ”lige på beløbet”, for det er præcis til udbudsprisen, at det 218 kvadratmeter store hus skiftede hænder i december, viser det netop tinglyste skøde.

Den nye ejer har nu lidt af en opgave foran sig; der er nemlig ikke ”nogen former for garanti på varme, el, vand og kloaksystemer på ejendommen”, som det stod beskrevet i salgsmaterialet fra mæglerbutikken Villadsen Ejendomshandel.

Med i handlen følger udover huset også et værksted, et skur og en grund på 610 kvadratmeter.

Hurtigere og langt billigere

Salget af den billige villa har - udover at være lidt af et røverkøb sammenlignet med det generelle danske villamarked – også sprængt rammerne i forhold til den nordjyske kommune Hjørring, hvor huset ligger.

For hvor andre villaer og rækkehuse i området ifølge Boliga.dks salgsdata blev solgt efter i gennemsnit 198 dage på markedet, tog det altså kun otte dage at sælge huset på Terpetvej.

Den endelige salgskvadratmeterpris på 344 kroner for det billige hus er også blot en lille brøkdel af, hvad andre huse på egnen bliver solgt for:

I 2021 sikrede køberne sig nemlig én kvadratmeter villa for næsten 19.700 kroner - eller omkring 2,9 millioner kroner for et hus på eksempelvis 150 kvadratmeter - i den nordjyske kommune.

Det billigste hus, der lige nu er til salg i Danmark, ligger i Højer nær den dansk-tyske grænse og er udbudt til salg for 95.000 kr.

Se Danmarks billigste hus her