Fortsæt til indhold

Ny undersøgelse: De lokale er glade for turismen i Aarhusregionen

En ny undersøgelse viser for første gang, hvordan borgerne i Aarhusregionen har det med turismen, og der er grund til at glæde sig over resultatet.

Samfund
ddp

Turismen i det østjyske har været stigende i mange år, men det har ikke ligefrem vækket Barcelona-stemning, hvor lokalbefolkningen i den spanske storby er grundigt trætte af turister. Tværtimod.

Når besøgende lægger vejen forbi Djurs Sommerland, tager en tur med Hjejlen i Silkeborg, shopper i Salling i Aarhus eller går på opdagelse i Randers Regnskov, så mødes de med åbne arme af lokalbefolkningen.

Det er hovedkonklusionen i en ny analyse, som Epinion har foretaget for VisitDenmark, skriver VisitAarhus i en pressemeddelelse.

74 % af borgerne i Aarhusregionen mener, at turismen i lokalområdet har flere positive end negative konsekvenser. Og kun 2 % mener, at turismen har flere negative konsekvenser.

»Det er dejligt at få bekræftet den fornemmelse, vi havde i forvejen – nemlig at borgerne i vores destination er enormt gæstfrie og stolte af deres lokalområde. De lokale spiller en helt central rolle i de besøgendes oplevelse af destinationen, og den positive indstilling kommer vores mange turismevirksomheder til gode,« siger direktør i VisitAarhus Pia Lange Christensen.

Faktisk er borgerne i Aarhusregionen en smule mere positivt stemte overfor turismen i lokalområdet end landsgennemsnittet, hvor 72 % mener, at turismen i lokalområdet har flere positive end negative konsekvenser.

Lokalt engagement

Undersøgelsen kigger også på i hvor høj grad de lokale engagerer sig og tager ansvar for turismen. Også her er der gode nyheder for Aarhusregionen.

70 procent svarer, at de er stolte af, at de besøgende har lyst til at besøge deres lokalområde. Samtidig føler mange, at de har et medansvar for, at turisterne får en god oplevelse. Det mener 55 %.

»Jeg er rigtig glad for, at så mange gerne vil tage et medansvar for, at turisterne får et godt besøg i vores destination. Vi arbejder meget med at involvere de lokale i turismen – eksempelvis med vores over 2.200 frivillige ReThinkers som hjælper til ved kulturarrangementer og som velkomstværter. Fremover vil vi involvere de lokale endnu mere i turismen, fordi vi tror på, at et godt sted at bo er et godt sted at besøge,« siger Pia Lange Christensen.

VisitAarhus er også en del af det internationale projekt, DMOcracy, hvor 17 førende destinationer netop fokuserer på borgerinddragelse som nøglen til fremtidens turisme.

Selv om Aarhusregionen to år i træk har været danskernes foretrukne sommerferiedestination, så er det meget få lokale, som oplever at turismen skaber problemer. 91 % af borgerne i Aarhusregionen angiver, at turismen ikke skaber problemer, mens 7 % angiver, at turismen skaber problemer dele af året. 1 % oplever problemer hele året.

»Selv om det er meget få, der føler, at turismen skaber problemer for dem, så giver analysen også et billede af, hvor vi skal være ekstra opmærksomme. Og det tager vi selvfølgelig med i vores videre arbejde,« siger Pia Lange Christensen.