Søren Espersen: Kvartets afsked kan blive Dansk Folkepartis undergang
Dansk Folkepartis Søren Espersen er chokeret over mandagens firdobbelte exit. I værste fald kan det ende med at blive partiets undergang, mener den tidligere næstformand.
De har begrundet deres opsigtsvækkende exit med en stor utilfredshed med den nyvalgte partiformand Morten Messerschmidt. Og de fire fremtrædende skikkelser i Dansk Folkeparti følger nu trop, efter det tidligere folketingsmedlem Martin Henriksen meldte sig ud af partiet den 11. februar – af samme årsag.
Mandag aften tog Bent Bøgsted, Liselott Blixt, Karina Adsbøl og Lise Bech afsked med Dansk Folkeparti.
Alle fortsætter de som løsgængere på Christiansborg.
Men mandagens politiske bombe har bragt Dansk Folkeparti ud i et politisk stormvejr og stor krise blot en måned efter formandsvalget, hvor Morten Messerschmidt altså til sidst kunne triumfere.
Kan risikere at lukke partiet
Nu udtaler Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, at det firedobbelte exit – de fire folketingsmedlemmer – potentielt kan ende med at blive grunden til partiets undergang med bare halvandet år til næste folketingsvalg.
Det fortæller Søren Espersen til Radioavisen på DR tirsdag.
Det melder Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
»Det kan ske, at det er der, hvor vi ender,« lyder det fra Søren Espersen.
»Jeg er chokeret over det, der er sket. Og jeg er rasende på de fire. Det er ren faneflugt og forræderi, som de begår over for vores meget store flertal af delegerede,« siger han.
Messerschmidts visioner er uændret
De fire folketingsmedlemmers afsked med Dansk Folkeparti ærgrer partiformand Morten Messerschmidt.
Det fortæller han til TV 2.
»Det er da ærgerligt, at fire kollegaer har truffet den her afgørelse. Jeg kan jo kun tage det til efterretning,« siger Morten Messerschmidt, der samtidig opfordrer sine nu tidligere kollegaer til at overlade deres poster til deres suppleanter i partiet.
Det er en fjerdedel af Dansk Folkeparti, der nu har valgt en tilværelse som løsgængere på Christiansborg.
Alligevel ser Morten Messerschmidt dog ingen grund til ændre hans planer for fremtiden for Dansk Folkeparti.
»Jeg vil gerne understrege, at det her ikke kommer til at standse mig i arbejdet med at gøre Dansk Folkeparti til et stort parti igen,« siger Morten Messerschmidt til TV 2.