Aarhus-dreng med i Løvens Hule: Satser alt på plantebaseret solbrille
Den aarhusianske solbrillevirksomhed James Ay vil være kendt som et grønt alternativ til internationale masseproducenter, og stifteren, Torben Holt, håber efter tre års iværksætteri på snart at få sin første rigtige løn udbetalt, efter at have været med i på DR's Løvens Hule.
Med håndlavede solbriller i plantebaseret materiale og tidsløst design vil det aarhusianske solbrillebrand James Ay fylde et grønt hul i et ellers tætpakket og mættet marked. Få selskaber råder over næsten hele verdensmarkedet, men stifter Torben Holt mener, at det bæredygtige solbrilleunivers har sin berettigelse.
»James Ay skal ikke konkurrere mod de store masseproducenter, tværtimod. Vi laver solbriller til dem, der tager bevidste valg med udgangspunkt i kvalitet med omtanke for miljø og design,« siger Torben Holt, stifter af James Ay i en pressemeddelelse og fortsætter:
»Vi er ikke en del af fast fashion-industrien, hvor masseproduktion og brug og smid ud- kulturen stadig dominerer. Vi producerer solbriller af høj kvalitet i et tidsløst design med ideen om, at de kan værdsættes resten af din levetid – og gerne i flere generationer.«
James Ay, hvis navn er en hyldest til den moderne opfinder af solbrillerne James Ayschough, har hovedsæde i Aarhus, hvor de til dagligt deler kontor med designbureauet og forretningspartneren BWD i lokaler, der før har huset et gammelt snedkerfirma i baggården i Klostergade.
Forleden var firmaet i DR’s ’Løvens Hule’, og her bad Torben Holt bad sammen med sin forretningspartner, Daniel Uggerhøj, om 250.000 kroner for 5 procent af deres virksomhed i Løvens Hule. Iværksætterne kom derfra med en investering fra Christian Arnstedt på 300.000 kroner for 15 procent.
»Det er en kæmpe anerkendelse, at Christian Arnstedt investerer i James Ay og tror på os, når han af erfaring ved, hvor konkurrencepræget og monopoliseret solbrillemarkedet er,« siger Torben Holt.
En løve bed på
Christian Arnstedt tror på, at James Ay rammer noget rigtigt med deres mission.
»James Ay har lavet et rigtig godt arbejde med at lave en unik identitet. De har lavet et gennemarbejdet produkt med bioacetat og gode materialevalg, og en klar brandhistorie. Derudover har de et rigtig godt samarbejde med butikker i flere lande og har vist, de kan sælge. Det er nogle rigtige gode stiftere, som jeg glæder mig meget til rejsen med og til at udbrede deres mission i og udenfor Danmark,« siger Christian Arnstedt, som altså var den af løverne, der endte med at bide på.
Investeringen og opmærksomheden fra Løvernes Hule har øget iværksætternes mål om at nå flere butikker og nye internationale markeder, fortæller salgschef i James Ay, Daniel Uggerhøj:
»Inden årets udgang har vi et mål om at være i 150-200 butikker, på fem nye markeder og at fem-seks doble vores omsætning. Vi går efter organisk vækst, men James Ay skal ikke kunne købes på hvert et gadehjørne. Vi vælger vores samarbejdspartnere med omhu, og de skal vægte brandværdi, kvalitet og design højt. Vi skal ikke være hos dem, der holder udsalg hver måned.«
I løbet af James Ay’s levetid på knapt to år, er der kommet 80 forhandlere til. Efter to år uden reel løn til stifteren og en turbulent start, er der mere ro i maven hos Torben Holt.
»Jeg havde en hård start, idet solbriller var nyt for mig, og jeg startede virksomheden på den anden side af jorden, mens jeg var på rejse i Australien. Når jeg ser tilbage, så må jeg erkende, at jeg ikke ligefrem havde gjort det nemt for mig selv, men jeg tror ikke, det er urealistisk, at vi indenfor få år er et anerkendt og reelt grønt alternativ til de store verdensomspændende mærker,« siger Torben Holt.